Anja Kjær

1956-

Anja Kjær ville oprindelig have været keramiker. I stedet lod hun sig lokke af glassets farverigdom og valgte glaslinjen på Skolen for Brugskunst, hvorfra hun tog afgang i 1983.

Samme år grundlagde Anja Kjær Glasværkstedet i København sammen med den amerikanske glaskunstner Darryle Hinz, og op gennem 1980'erne og 1990'erne var de et toneangivende par inden for dansk glaskunst. Deres kreative partnerskab varede indtil 2001.

Sideløbende var hun fra 1989 og 18 år frem tilknyttet Holmegaards Glasværk som designer.

 

Anja Kjærs design er præget af både den sikre farvesans, som er et særkende ved alle hendes glas, men også af en ren og stram formgivning. I samspil understøtter form og farve hinanden. Det farvespektrum, Anja Kjær arbejder indenfor, er primært de pangfarver, som også kendetegnede 1980'erne: koboltblå, orange, græsgrøn, turkis, rubinrød. Mange glas er en komposition af to-tre ofte komplementære farver.

Anja Kjær har en imponerende produktion bag sig for Holmegaard og er især meget tilfreds med sine glasservicer, som hun anser for noget af det bedste, hun har designet for glasværket. Hun har blandt andet designet glasserierne Attica, Elyssée og Anglais. I 1992 var gaven fra Københavns Kommune i anledning af regentparrets sølvbryllup et glasservice tegnet af Anja Kjær. Det var inspireret af det venetianske glassæt, som Frederik 4. fik af Venedig, da han opholdt sig der i 1709. Det kaldtes Royal Silver og havde fem glasstørrelser med 400 eksemplarer af hver.

Derudover har hun også formgivet vaser, lamper og lysestager. En lang række vaser er det blevet til gennem årene, og eksempelvis Karen Blixen vasen står i mange danske hjem. Anja Kjær har i denne vase ladet sig inspirere af de afrikanske kvinders halsringe til den dekorative form.

Anja Kjær er mange gange søgt til udlandet for at finde inspiration til sine unikaglas. Hun har blandt andet været på et studieophold på glasøen Murano i Venedig. Her har hun studeret teknikken med indlagte farvede glasstænger på nærmeste hold.

Den komplicerede graalteknik er også blevet brugt mange gange. Teknikken er opfundet i Sverige i 1916 på Orrefors Glasværk. Flere farvede glasmasser krænges ud over hinanden, så farverne ligger lagvis (den såkaldte overfangsteknik). Herefter kan motivet sandblæses eller graveres, så den farve, der ligger nedenunder, træder frem igen. Til sidst genopvarmes glasset, dækkes af klart glas og blæses til den ønskede form. Mønsteret ligger nu indkapslet i glasmassen, som Kristi blod ifølge legenden var indesluttet i det hellige gralbæger efter korsfæstelsen.

I det hele taget er det tydeligt, at Anja Kjær mestrer selv de mest komplicerede håndværksmæssige glasteknikker.

Hun er på samme tid designeren bag meget personlige og teknisk vanskelige unikaglas og masseproducerede glas med stor folkelig appel.

Anja Kjær er stadig aktiv inden for glasdesign, men har i de senere år beskæftiget sig mere og mere med maleri og keramik. Derudover er hun en travl underviser på et glasværksted for unge med særlige udfordringer.

 

Udstilling

Besøg udstillingen i Boderne, Næstved, hvor Anja Kjær viser rundt (ca. 38 min.).

 

Udvalgte værker

Vandglas, "Attica", 1989
Vase, "Gardenia", rød, 1990
"Vifteskål", sandblæst, unika, 1990
Vase, "Harlekin", blå/turkis, 1996
Rødvinsglas, "Royal Silver'', 1992
Vase, "Gardenia", 1990.
Skål, 1990'erne. Unika. Skålen er forberedt til sandblæsning.
Efter sandblæsningen fjernes det påklistrede papir, hvorefter mønstret fremstår glat i overfladen.
Skål med bladranker på yderside, 1990'erne. Unika. Cire perdue-teknik.
Fad, 2000. Unika. Graalteknik.
Vase, "Karen Blixen", 2000. Den første farve, der blev lanceret, var den blå.
Vandglas, "Anglais", 2004.