Kählers Keramiske Værksted

- de to første generationer frem til 1888

af Palle Birk Hansen

 

Den gamle købstad Næstved har i det mindste siden middelalderen og sandsynligvis også før til stadighed brødfødet et svingende antal pottemagere, som har forsynet Næstved og omegns husholdninger med pottetøj. Under udgravninger har Næstved Museum undersøgt flere middelalderlige pottemagerovne i kvarteret ned mod Susåen. Desværre har pottemagerne været så dygtige, at alle produkter kunne afsættes, og vi kender derfor ikke de pågældende produktioner.

Siden senmiddelalderen har nogle af pottemagerne måske også produceret kakkelovne til egnens stuer. Senere rekvirerer man i hvert fald pottemagere, når kakkelovnene skal repareres eller nyopsættes. Vi har ganske vist fra Næstved senmiddelalderlige kakler, men endnu ikke sikre spor af senmiddelalderlig kakkelproduktion. De kakler, vi kender, kan være importeret.

Pottemagere i Næstved før Kähler

Fra anden halvdel af 1500-årene kender vi produktionen fra to keramikeres værksteder i Farvergade 5. Den ældste har fremstillet tinglaserede gulvfliser og bygningsrelieffer i renæssancestil. Tinglasuren gør, at dette værksteds frembringelser, på trods af at de er udført i rødgods, er kendt som "Nordens ældste Fajance". Flisemageren har ikke beskæftiget sig med at fremstille potter, så vidt vi kan bedømme efter sammensætningen af affaldsmaterialet fra hans værksted. Da han dør, måske omkring 1575-80, rykker en ny håndværker ind i hans værksted. Den ny på stedet hedder Laurits Pottemager, og han laver primært kakler. På trods af navnet er der heller ikke i hans værkstedsaffald beviser på en potteproduktion af betydning. Laurits laver kakler, som sælges uglaserede (til sværtning med ovnsværte) eller med grøn eller sort glasur efter tidens mode. En udgave af Den dansende Venus er signeret AS, hvilket nok betegner ham, der har skåret træformen til kaklen. Man har i Næstved gerne villet læse den berømte billedskærer Abel Schrøder den Ældre ind i signaturen, men den kan naturligvis i lige så høj grad henvise til en ukendt tysk kakkelformskærer. Laurits Pottemager døde 1597.

I mange udgravninger, som udføres i Næstveds kulturjord, finder man større eller mindre indslag af fejlbrændinger af potter og pander. Der er således ingen tvivl om, at der har boet pottemagere rundt om i byen også efter middelalderen, således som det da også fremgår af de skriftlige kilder. Men vi har endnu ikke været heldige at kunne undersøge et pottemagerværksted fra tiden i byen. Derfor må vi indtil videre lade os nøje med de skriftlige kilders oplysninger. Pontoppidan fortæller i Danske Atlas i 1760'erne: "Fordum har Pottemagerens Arbejde fra Næstved været i den Anseelse, at man har ført det af Landet", med andre ord, man har i Næstved produceret så megen og så god keramik, at man har kunnet eksportere den ud af Sjælland. Leret til produktionen købte pottemagerne af bønderne i Ladby eller af Herlufsholm, som havde egne lergrave. Man købte først leret og betalte derefter for at fylde hullet op igen!

Nyere tid  - et udvalg af pottemagere

Næstveds gamle lokalhistoriker Rasmus Nielsen har i anledning af Kählers 100-års jubilæum i 1939 i syv artikler i Venstrebladet behandlet de pottemagere, som han har kunnet finde i kilderne til Næstveds historie fra perioden 1550-1750. Eksempelvis var der i 1649 tre pottemagere i Næstved: Rasmus Lauritsen, som også lavede kakkelovne, Andris/Andreas/Anders Lennert og Poul Musvig. Rasmus var sandsynligvis søn af ovennævnte kakkelmager Laurits Pottemager, som arbejdede omkring 1600 i Brogade. Anders boede i Ringstedgade og døde 1693. Poul boede i Riddergade og døde 1677.

Det forhold, at pottemagerne boede og arbejdede midt i byen, medførte, at byrådet fx i juni 1652, der var ekstrem tør, forbød alle pottemagerne at brænde keramik. Sådanne tiltag sammen med godt held har gjort, at den sidste store bybrand i Næstved var i 1280!

I mange tilfælde nævnes det, at diverse pottemagere satte kakkelovne op for borgere i byen. Kakkelovne var som varmekilde i boligen et meget væsentligt element i livet. De egentlige, keramiske kakkelovne var sårbare og skulle jævnligt repareres med nye kakler, og jævnligt var der behov for helt nye ovne enten til udskiftning af gamle eller til nye boliger. Men vi ved desværre ikke, om pottemagerne normalt byggede ovne af kakler, som de købte i Tyskland, eller om andre end Laurits Pottemager i Brogade selv producerede kakler.

Hattings Kakkelovnsfabrik ved Brotorvet

Det var det udbredte behov for kakkelovne, der i 1830'erne fik købmand Hatting til at investere i en kakkelovnsfabrik som led i sin købmandshandel på hjørnet af Store Brogade og Brotorv. Fabrikken blev indrettet i baghuset, som siden er forsvundet. Huset er bevaret i tegning og i brandtaksationernes beskrivelser. Om det var Hattings egen ide, eller om den opstod i mødet med Kähler, ved vi ikke. Faktum er, at Kähler sandsynligvis i 1838 blev ansat som fabrikant og tog fat på at producere kakler i den ny fabrik.

 

Desværre har vi ingen ide om, hvordan disse kakler så ud. Muligvis har de lignet de kakler, som Kähler havde lært at lave på Niemanns Værksted i Eutin i Holsten, hvor han var udlært. Besøg på Eutin Museum kan give en ide om disse kakler, som er ganske forskellige fra de kakler, Kähler siden lavede i sit eget værksted. Det havde været interessant at kunne grave affaldsbunker ud ved den gamle fabrik på Brotorv, men det er sandsynligvis for sent i dag.

Efter at Kähler forlod fabrikken i 1839, førte Hatting, som også var norsk og svensk konsul, den videre i en periode under en ny fabrikant, Carl Andreas Rasmussen, som i 1840 var 27 år gammel og ugift. Han boede ifølge folketællingen i Hattings gård i Brogade. I 1845 er Hatting flyttet til hjørneejendommen Møllegade/Kindhestegade, hvor han i en alder af 44 år opføres som husejer og enkemand. Hans husstand omfatter nu to pottemagere, nemlig pottemagersvend Frederik Hansen fra København og pottemagerlærling Christian Jensen fra Næstved. Sandsynligvis har han endnu på dette tidspunkt drevet sin kakkelovnsproduktion. Nævnte år er en købmand, Bertel Ludvigsen, rykket ind i hans gamle ejendom i Brogade, men uden at der er spor af kakkelovnsproduktion her. I 1850 er Ludvig Hatting flyttet tilbage til Brogade, stadig som enkemand, med de to mindreårige sønner Frederik på 10 og Valdemar på 8, og der er stadig ingen spor af kakkelovnsproduktion. Sandsynligvis er Hattings kakkelovnsfabrik lukket omkring 1845 efter højst 7-8 års virksomhed.

Herman J. Kählers vandreår

For nu at vende tilbage til Joachim Christoph Herman Kähler, så blev han født i 1808 som søn af murermester Heinrich Ditlef Christoph Kähler (1777-1857), som var fra Neustadt, og Margareta Elisabeth Drews (1776-1851). Var faderen ikke keramiker, så arbejdede han dog med tegl! Unge Kähler kom i lære på Niemanns kakkelovnsværksted i Eutin. Dette værksted er for længst forsvundet, men Eutin Museum har som nævnt et udvalg af produkter fra værkstedet. Her arbejdede den tyske kunstner W. Tischbein som designer, et forhold, som har gjort Kähler bekendt med denne form for samarbejde mellem håndværker og kunstner, der siden skulle blive så karakteristisk for Kählers virksomhed Næstved gennem 2., 3. og 4. generation.

Efter endt læretid søgte Kähler sydpå som vandrende svend og kom i første omgang til den tyske fristad Hamburg. Her fik han i 1831 udstedt sin 'Wanderbuch'. Bogen er udstedt som nr. 1000 fra politidirektionen "der freien und Hansestadt Hamburg", udstedt til "den Töpfergesellen Joachim Christian Herman Kähler". Vi ved ikke, om han selv har ønsket navneskiftet fra Christoph til Christian, eller om det er politiet i Hamburg, som ikke har fået ordentlig fat i hans mellemnavn, men navnet Christian følger ham til Næstved, hvor det også fremgår af hans borgerskabsbrev, måske fordi de danske embedsmænd blot har skrevet slavisk af fra hans vandrebog!

 

Bogen giver på dagen 22. oktober 1831 en fremragende beskrivelse af den 22-årige J. C. H. Kähler, født i Heiligenhafen. Han er 6 fod 3 tommer høj (1,96 m), med blondt hår, fri pande, grå øjne, langagtig næse, almindelig mund, blondt skæg, rund hage, ovalt ansigt, sund ansigtsfarve og uden særlige kendetegn! På andet blad i bogen kan man læse, at han agtede sig via Harburg til Magdeburg. Men ifølge familietraditionen nåede han aldrig så langt.

Kähler i Kindhestegade

Under sin ansættelse ved Hattings Kakkelovnsfabrik fandt Kähler frem til et pottemagerværksted i Kindhestegade 6, drevet af pottemager Johan Baade, som på dette tidspunkt var ved at lægge op. De to pottemagere kom overens, og i 1839 sagde Kähler op hos Hatting og rykkede ind i Kindhestegade-værkstedet, hvor han begyndte at producere sine egne kakkelovne og diverse pottemagervarer. Hans skilt fra 1839 er bevaret i form af en skål med "Anno 1839" malet i bunden med kohorn.

Da Kähler den 14. september 1839 løste borgerskab, var det igen under navnet Joachim Christian Herman Kähler. Snart smed han Christian ud og byttede om på de to resterende navne og kaldte sig nu Herman J. Kähler eller bare Herman Kähler.

I folketællingen 1840 noterer man på adressen Gård 113 i Kindhestegade: pottemager og politibetjent Johan Martin Baade, 74 år, hans kone Ane Kirstine Neergaard, 74, deres tjenestepige Kristine Pedersdatter på 18 og pottemager Herman Kähler, 32 år gammel.

I 1841 giftede Herman Kähler sig med Mariane Sophie Copmann/Kopmann (1817-1884), født i Assens. Den første søn blev født i februar 1843, og siden skulle der komme yderligere seks børn i ægteskabet. Det unge ægtepar købte i 1843 ejendommen i Kindhestegade, hvor Kähler havde arbejdet siden 1839, af Johan Baade.

I 1845 noterer folketællingen på denne adresse følgende beboere:

• pottemager Hermann Kähler, 37 år, født i Holsten
• hans kone Mariane Kopmann, 28 år, født i Assens på Fyn
• deres søn Ludvig Kähler (1843-1885), 2 år
• deres datter Minne (Wilhelmine) Kähler (1844-1920), l år
• Marianes moder, Maren Kopmann, 60 år og enke, født i Assens på Fyn
• familiens tjenestepige Rasmine Rasmussen, 20 år, ugift, fra Næstved
• pottemagersvend Jørgen Jørgensen, 23 år, ugift, fra Slagelse
• pottemagersvend Johan Meyer, 26 år, ugift, fra Farum
• pottemagerdreng Andreas Petersen, 19 år, ugift, fra København

 

I 1847 fik Kähler rejseunderstøttelse fra Det Reierssenske Fond. Desværre ved vi ikke, hvorhen rejsen gik.

En anekdote belyser de problemer, der fulgte med at være tysktalende holstener i det dansktalende Næstved i de år, da kongeriget lå i krig med oprørerne i Slesvig og Holsten. En dag i 1848 var Kähler i gang ved glasurbakken, da tre bevæbnede borgere brød ind i hans værksted og forkyndte: "Nu skyder vi Dig, Din tyske Hund!". Kähler svarede blot: "Na - det kan jeg doch ikke verhindre!" og arbejdede roligt videre. 

Kähler overlevede!

Omvendt kunne gamle Kähler spille på sin holstenske og tysktalende opvækst og baggrund: Da sønnen Herman August Kähler i 1864 ville melde sig som frivillig til den danske hær, truede faderen med at melde sig til den tyske hær! Begge sparede hinanden og blev hjemme!

I 1850 er husstanden vokset til 12 personer: Herman og Mariane med 4 børn, Hermans storesøster Hanne (som angives at være født i Assens!), en tjenestepige, en pottemagersvend og to læredrenge samt en logerende. Svigermor Maren er ikke tilstede ved folketællingen.

I 1852 fik Kähler "Ære af sine Terrakottaovne" på Industriforeningens udstilling i København, hvilket man erindrer om i 1888, da sønnerne igen udstiller. Terrakottaovnene var på dette tidspunkt uglaserede og stod i lerets rødgule farve, så de færdige ovne kunne stryges med kalk eller limfarve sammen med de omgivende vægge.

 

I 1853 er der tegn på, at Kähler producerede en apotekerkrukkelignende sag. I samlingen findes der nemlig et skåret låg, som på undersiden bærer indskriften "Kolera(fks?) 1853". Det passer glimrende med den store koleraepidemi i København i 1853.

I 1855 er husstanden vokset til 16 plus en dragon (af det oprørske 2. Dragonregiment, overflyttet fra Slesvig til Næstved efter krigen 1848-50). Nu bor her Herman og Mariane og fem børn samt svigermor Maren Copmann. Desuden husjomfru Claudine Copmann (sikkert en lillesøster til Mariane) og to tjenestepiger og en tjenestekarl. Hertil to tyske pottemagersvende, den ene fra Leipzig, og to danske læredrenge i værkstedet.

I 1860 er der fortsat 16 beboere, nemlig Herman og Mariane med 4 børn, husjomfru Claudine Copmann, tre tjenestepiger og seks pottemagersvende (heraf to fra Holsten). Hertil kommer imidlertid, at yderligere to pottemagersvende, begge familiefædre, bor i Kählers hus i Møllegade. Det drejede sig om Peter Jørgensen fra Slagelse med kone og to børn og Jens Petersen fra København med kone og fem børn. Desuden bor her en arbejdsmand Niels Petersen fra Næstved med husholderske.

På dette tidspunkt har der altså været pottemageren selv, 8 pottemagersvende og eventuelt en arbejdsmand samt sønnerne Herman på 14 og Carl på 10 år, som på dette tidspunkt sikkert har fyldt rollen ud som læredrenge. Alt i alt en arbejdsstab på 12 mand samt husholdningens kvinder.

Værkstedet i Kindhestegade lå inde i gården i ejendommen nr. 6, som for længst er revet ned. Vi har heldigvis et par fotografier fra ejendommen, ganske vist optaget på et tidspunkt i 1900-årene, men alligevel giver fotografierne et meget godt indtryk af den klassiske bygård. Vi ved fra brandtaksationen 1867, at beboerne, dvs. husejerens familie og de logerende, boede i forhuset og de første sidehuse, medens værkstederne var indrettet i de øvrige sidebygninger og tværhuset. Ejendommen beskrives i 1867 med gadelænge eller forhus på 6 fag med værelser, kamre og køkken med skorsten, kakkelovn og komfur. Gennem porten kom man ind i gården, hvor man langs nordsiden til højre fandt først en sidebygning på 3 fag med værelser og kamre med en kakkelovn. Dernæst en sidebygning med udnyttet tagetage med facade mod gården, her var værelser med to kakkelovne og vaskehus med vaskekedel koblet til en skorsten. Så fulgte et 4 fags sidehus med halvtag og kælder, indrettet med værelser omkring en skorsten og en kakkelovn. Dernæst et sidehus på 4 fag i to etager med mansardtag og skorsten. Her var magasin og foderlo. Derefter fulgte endnu et sidehus på 4 fag med kælder, som var det forreste pottemagerværksted. Fulgt af endnu en sidebygning på 6 fag med kakkelovn, også denne indrettet til værksted. Nu fulgte et baghus eller tværhus i bindingsværk på 8 fag i to etager med grundmurede gavle og med en skorsten, indrettet til værksted og ovnhus. I nordenden af denne bygning stod den grundmurede pottemagerovn. I tværhuset var der port til baggården.

 

I baggården mødte man fortsat ved nordsiden først 5 fag halvtagshus, som var indrettet som indfyringskammer til ovnen i tværhuset og som brændehus, fulgt af endnu 7 fag baghus indrettet som brændehus og stald - samt 4 fag brændehus. Rækken af bygninger sluttede med et 4 fags hus i to etager, indrettet til stald, vognskur og fodermagasin. Endelig lå lokummerne nederst i et 3 fags halvtagshus. Den 6. november 1874 byggede Kähler sit pottemagerværksted i forgården om. Bygningen, som hidtil havde været i en etage, blev nu opført i to etager med halvtag og med tre alen (ca. 186 cm) høj kælder under hele huset. I realiteten altså et tre etagers hus! Huset med en skorsten og to tørreovne blev indrettet til nyt pottemagerværksted.

Samtidig byggede Kähler en hestegang nederst i baggården, stødende op til den gamle bygning med stald og fodermagasin. Hestegangen har han brugt til at bearbejde leret i en slemmegrav, som naturligvis ikke er nævnt i brandtaksationen.

 

Kindhestegadeværkstedet, sortimentet

Da det nuværende hus på stedet blev opført i 1960'erne, blev en del overskudsjord kørt ud til Dyves Bro til regulering af terrænet på en ny parcel. Her har ejeren gennem årene ofte fundet potteskår, som naturligvis kan stamme såvel fra Baades værksted og dets forgængere som fra Kählers værksted. Museet har dog fået et meget interessant skår, nemlig et bundskår fra et fad med Kählers første signatur trykket ind. Det er det samme stempel med teksten "H. Kähler Pottemager i Nestved", som er trykt under det kendte portrætfoto af gamle Kähler. Tydeligvis har stemplet været for stort, idet det har deformeret bunden. Der kendes da foreløbig heller ikke andre stykker keramik med dette stempel. Normalt er Kählers ting stemplet med et smalt stempel "H. Kähler" eller bare "Kähler", hvis ikke der er skrevet direkte med spids pind i bunden.

For nogle år siden fik Næstved Museum en vase, der ifølge familietraditionen er et af de første stykker keramik, som Herman Kähler lavede i Kindhestegade. Vasen, som har form af en høj, smal kurv med udfaldende rand, er hvidglaseret og dekoreret på siden med en lille polykrom blomsterbuket.

 

Bortset fra disse enkelte stykker mangler vi et systematisk kendskab til, hvad der blev produceret i de første år i Kindhestegade. Da Jens Thirslund i 1939 skulle skrive fabrikkens jubilæumsskrift i anledning af de første 100 år, erkendte han manglen på bevaret keramik fra det gamle værksted, og sammen med Anna, hans svoger Herman H. C. Kählers kone, gik han i gang med at samle keramik, hvor de kunne finde den. Det lykkedes de to at etablere en samling, som siden er udvidet en smule gennem årene, men dog ikke meget.

Samlingen består af syltekrukker, fade, ragoutfade, budding- og kageforme, tepotter, flødekander, varmedunke, tobakskrukker, sparegrise, urtepotter med underskåle og flasker.

Alt er produceret som lertøj med forskellige glasurer, dels klare blyglasurer på den røde skærv, som eventuelt er dekoreret med kohornsmaleri i pibeler, dels indfarvede brune og grønne blyglasurer, dels sorte glasurer, dels den hvide tinglasur, som er med til at definere det vidtfavnende begreb fajance.

For få år siden blev samlingen udvidet med en 22 cm høj rundbuget vanddunk med rosenfrise omkring bugen. Denne dunk, som er dukket op på et loppemarked i København og skænket til museet af køberen, havde i gammel tid fået halsen repareret med en tinkrave. Under bunden er skrevet "H. Kähler i Nestved". Kort efter fandt museet en ganske tilsvarende dunk, i dette tilfælde med intakt krave og prop, i privateje i Fensmark. De to dunke er interessante gennem deres dekoration, som tydeligvis er trykt i form og efterfølgende klistret på karsiden. Dekorationen minder os nemlig om teknikken med de kistedekorationer, som efter Thirslunds opgivelse også blev produceret i værkstedet.

Til disse pottemagervarer skal vi så lægge kaklerne til de såkaldte herrnhuterovne, smukke stilrene hvide kakkelovne med tinglasur på hvidgul skærv. Kaklerne var jo den vare, der i sin tid havde fået Kähler til at etablere sig i Næstved. Vi ved ikke, om han havde lavet præcis denne type hos Hatting på Brotorv, eller om han først tog typen op, da han blev selvstændig i Kindhestegade.

Disse trods alt kendte former fra Kindhestegadeværkstedet adskiller sig ikke fra, hvad man kunne vente i et traditionelt pottemagerværksted i en dansk købstad. Hvis Kählers varer skilte sig ud fra samtidens pottemageri, så var det gennem kvaliteten. Det er gemt som en anekdote i familien, at Kähler yndede at gå og sparke til sine pottestabler, så kunderne kunne høre den klingre lyd, der signalerede høj brænding og god kvalitet!

 

Herman J. Kählers børn

Kählers børneflok omfattede som nævnt syv børn. De to første, der omtales i 1845, er Ludvig og Minne. Ludvig Kähler, egentlig Herman Ludvig Christoph Kähler, fik som skibskaptajn en dramatisk skæbne, idet han blev dræbt af "de vilde" på Salomonsøerne i Stillehavet! Minne, egentlig Wilhelmine Sophie Elisabeth Kähler, giftede sig med købmand Jacob Galle af den kendte urmager- og købmandsslægt i Næstved.

Datteren Mariane Claudine (1848-1853) nåede kun at blive 5 år gammel.

Den tidligere nævnte tobakskrukke minder om, at de to yngste døtre Johanne og Eleonore blev gift med to brødre Knudsen, der begge arbejdede med tobak. Johanne (1853-1924) giftede sig med Peter Knudsen (1844-1921), som havde sin tobaksvirksomhed i København, medens Eleonore (1855-1944) giftede sig med Carl Henrik Knudsen (1851-1936), der havde sin virksomhed i Næstved i ejendommen Axeltorv 10 med tobaksfabrik, butik og bolig.

De to sidste børn, som Mariane og Herman fik henholdsvis som nr. 3 og nr. 5 i flokken, var de to, som gik i faderens keramiske fodspor, nemlig Herman August (1846-1917) og Carl Frederik (1850-1920).

 

Den ældste af disse to sønner, Herman August Kähler, tog som den første del i arbejdet i Kindhestegade som læredreng. Det var bl. a. ham, der pressede ligkisteornamenter, som blev soltørret og fæstnet på ligkisterne, før det hele blev malet! Herman A. gik til undervisning i glasurmaleri hos en tysk maler på Holmegaards Glasværk. Begge pådrog sig under denne undervisning en slem arsenikforgiftning.

Herman blev udlært som pottemagersvend i 1864. I første halvdel af 1865, den vinter, da han fyldte 19 år, gik Herman på Teknisk Skole i København om aftenen og arbejdede om dagen på H. W. Bissens Atelier, formodentlig på faderens foranledning. Senere i 1865 blev han optaget i ovnmagerlavet i Schwerin i Mecklenburg. Han havde altså større held end faderen med at lægge sine vandreår i Tyskland, og han nåede endda helt til Schweiz. I 1866 var han således i Zürich. I maj 1867 var han nået tilbage til Berlin og blev af faderen omdirigeret til Paris. Sidst i 1867 var han tilbage i Næstved på værkstedet i Kindhestegade.

Under opholdet på Bissens Atelier i København havde Herman mødt maleren og stukkatøren H. C. Berg og dennes søster Jansine, som han forlovede sig med i maj 1871. Svigerfader Berg var stolemager i København. En anden broder, Carl Berg, var socialist og måtte udvandre til USA ligesom Louis Pio. Også Jansine havde ben i næsen og nægtede til sine omgivelsers forargelse at gå med tournure, tidens højrumpede mode. I 1873 blev Herman og Jansine gift.

 

Herman havde i 1872 overtaget kakkelovnsproduktionen i Kindhestegade. Han var en sparsommelig mand uden snobberi, så i 1872 tog han bevilling som "Lerbrænder", fordi dette erhverv var frit og uden afgift! Endnu ved udstillingerne i København 1888 og i Paris 1889 fastholdt han at kalde sig "Lerbrænder". I 1892 er omverdenens betegnelse "Keramist". Først senere blev han kendt som "verdensberømt Keramiker og Fajancefabrikant".

Herman A. Kähler og Carl F. Kähler

I 1872 overtog den 4 år yngre broder Carl produktionen af pottevarer. De to brødre måtte imidlertid deles om pladsen. Som vi har set, blev denne bedre i 1874, da værkstedsbygningen blev ombygget, men det har alligevel ikke kunnet løse problemerne endegyldigt, så i 1875 købte Herman og Jansine en billig grund uden for selve byen i det, der blev kaldt Skidtparken. Det var jord i et område på nordsiden af Åsen, der tidligere havde været losseplads - ved siden af et lille vandhul. Billigt! Her byggede Herman A. en kakkelovnsfabrik med privatbolig og alt tilhørende og begyndte på en rationel kakkelovnsproduktion. Næstved-pressen bringer i marts 1875 en omtale af Herman A. Kählers nye "industrielle anlæg", som citeres i Frederiksborg Amts Avis 23. 03. 1876. I den ny fabrik med 12 medarbejdere tilvirkes "finere Lervarer og Fajanceovne", men efter beskrivelsen er det klart, at ovnene udgør hovedproduktionen. Først til sidst nævnes, at fabrikken også leverer billigere ting end ovne. Man noterer, at bly og tin købes i Clausthal i Harzen, og så beskriver man kakkelproduktionen i detaljer fra leret behandles i slemmebassinerne og under dets transport rundt i fabrikken med elevator. Ret så moderne en fabrik, som da også laver ovne i international kvalitet. Glasuren er hvid og uden sprækker! Man laver herrnhuterovne her - udført efter tegninger af kunstnere!

Herman J. og Carl i Kindhestegade

Således fik Carl væsentlig bedre plads i Kindhestegade, hvor han sammen med fader Herman J. fortsatte med at producere pottemagervarer. Man ved aldrig, om der står H. Kähler eller C. Kähler i bunden af krukkerne, før man vender dem om. Så meget ligner faders og søns ting hinanden! I 1877 skal Carl have arbejdet i Sorø i en periode. Carl udvidede omkring 1880 sit virke med et salgsfirma i København sammen med J. N. Ahrens. Under navnet Kähler & Ahrens videresolgte de kakkelovne, tyske og danske, nogle fra broderen i Næstved. De solgte også bygningsornamenter med grøn og gul glasur, som vi kender fra bygninger i Næstved og København. Måske er de lavet i Kindhestegade, måske i Skidtparken. Carl giftede sig i 1882 med Ingeborg Kirstine Thomsen (1856-1935), datter af en færøsk købmand Thomsen, som var flyttet til København.

Herman J. og Mariane døde begge i 1884, og nu måtte Carl selv føre værkstedet videre. Det var ikke let at leve af produktionen - der var andre pottemagere i Næstved og andre steder. Carl forlod endelig Kindhestegadeværkstedet i 1896 og koncentrerede sig derefter om sin virksomhed i København. Han døde i 1920.

 

Ny fabrik i Skidtparken

I mellemtiden var Herman og Jansines nye fabrik brændt 18. november 1877, præcis på 5-årsdagen for etableringen af deres virksomhed. De havde heldigvis forsikret ejendommen og kunne derfor hurtigt genopbygge fabrikken og boligen, så  produktionen af de hvide kakkelovne kunne fortsættes.

Over døren satte Herman et billede af svalen, der bygger rede af ler. Redebyggerinstinktet var sikkert suppleret af en anden karakteregenskab, som Herman afbildede med ordene "Nemo me impune lacessit", hvilket er latin og bør udlægges "Ingen har ustraffet udæsket mig". Ordene omgiver den skotske tidselblomst, og sentensen findes da også på Edinburgh Castle. Kählers relief er lavet omkring 1890 til brygger Carl Jacobsens villa Bakkegården på Ny Carlsberg Vej i Valby, fordi Bryggeren var medlem af en skotsk orden. Når Herman satte prøven op på sin facade er det nærliggende at tro, at han selv lagde mening i ordene!

Varesortimentet i 1870'erne

Vi ved desværre for lidt om, hvilke typer kakkelovne de producerede i disse år. I det hele taget trænger vi til at få forsket intenst i kakkelovnsproduktionen i Næstved i forbindelse med de mange forskellige værksteder, som har været i funktion her siden renæssancen, herunder specielt de forskellige grene af Kählers virksomhed.

Men for nogle år siden fik museet oplysning om en kakkelovn, som 1998-99 er nyopsat på Sandbjerggård ved Svinninge mellem Kalundborg og Holbæk. Ovnen er en hvid herrnhuterovn med topstykke og dekorativt frontfelt. Under omsætningen fandt ovnsætter Krutin på ovnens bagside en indskrift, udført med blyant: "Herman A. Kählers 4. Værk, Nestved". Hvis vi tager udgangspunkt i faderens gamle værksted i Kindhestegade (nr. 1) via det nye værksted fra 1874 i Kindhestegade (nr. 2) og Hermans egen første fabrik i Skidtparken fra 1875 (nr. 3), så når vi lige præcis frem til, at den nye fabrik, opført efter branden 18. 11. 1877, bliver om ikke Herman A. Kählers så dog familiens 4. værk! Sandbjerggård er opført 1877, hovedhuset i 1880. Vi har således her en hvid herrnhuterovn fra Herman A. Kählers Værk, som må være produceret mellem 1878 og 1880!

 

Fra pottemageri til fabrik

Den første Kähler kom til Næstved som fabrikant ved Hattings købmandsgård. Han var udlært håndværker, og han fik sandsynligvis rådighed over en vis medarbejderstab, som sikkert delte de forskellige arbejdsprocesser mellem sig. Dermed er vi inde på den subtile skelnen mellem håndværkerens værksted ("Kählers Værk"), fabrikken og industrivirksomheden. Pottemagerværkstedet med mester, et par svende, en lærling og en arbejdsmand kan uden problemer betegnes som fabrik, mester som fabrikant. Herman A. betegnedes i sin samtid som ovnfabrikant eller fajancefabrikant.

Udviklingen af Kählers Keramiske Fabrik under 2. generation falder smukt inden for det, man kalder den anden industrielle revolution fra ca. 1870 og frem til 1914, kendetegnet ved ensartet produktion under udpræget arbejdsdeling og ofte med inddragelse af kemiske processer.

Det er så heldigt, at vi har dele af Kählers gamle bibliotek bevaret gennem Herman J. Kähler (1904-1996), og vi ser her eksempler på den tekniske og kemiske viden, som også Kähler indsamlede især fra Tyskland. 'Die Steingut- und Porzellanfabrikation' under redaktion af B. P. Tenax, Leipzig 1879, og Wilhelm Schumachers 'Die keramischen Thonfabrikate', Weimar 1884, er eksempler på bøger, som man har købt enten på rejserne eller gennem lokale boghandlere i Næstved eller København.

Kählers Keramiske Fabrik kommer efterhånden til at arbejde under industrilignende vilkår med mange ansatte, som deler opgaverne mellem sig efter alder, uddannelse og delvis køn, men der vedbliver også ind i 20. århundrede at være håndværksmæssigt præg over produktionen, idet væsentlige processer fortsat udføres i hånden. Derfor findes der heller næppe to stykker Kähler-keramik, som er helt ens. Industriprodukter bliver der aldrig tale om!

Kählers produkter 1872-1888

Der er i de senere år udgivet flere bøger, som i detaljer beskriver de kendte produkter også fra de tidlige år mellem 1872 og 1888. Derfor skal vi ikke gennemgå alle typerne her. Blot notere, at der produceres kakler og kakkelovne samt lertøj af enhver art i de to fabrikker. Man anvender den nyeste viden, og man undersøger og studerer gammel viden. Det er således interessant at se, hvordan man kopierer gammel keramik fra 15- og 1600-årene med hemrede borter (lavet med et kamlignende redskab), hornmaleri og sgrafittodekor og lader sig inspirere af denne gamle viden.

Det hører med til billedet, at de unge blev sendt ud i verden, hvor det ventedes, at de gik på museer for at se på gammel keramik og på udstillinger for at se ny keramik. Denne grundindstilling fortsatte ind i det 20. århundrede, hvor Herman A. Kählers søn Herman H. C. Kähler og dennes svoger Jens Thirslund, som fra 1913 var knyttet til fabrikken både fagligt og via ægteskab med Stella Kähler, skal have været faste gæster ved udgravninger i Næstved på jagt efter spændende potteskår, som de kunne få med hjem til inspiration.

Kunstnerkeramik i 1880'erne

Medens Carl vistnok fortsatte den mere traditionelle produktion af brugskeramik til Næstveds husholdninger og måske også bygningsdetaljer, så eksperimenterede Herman A. en hel del i sin nye fabrik i Skidtparken.

 

For det første indledte han et formelt samarbejde med Vilhelm Klein (1835-1913) ved Tegneskolen for Kvinder, oprettet 1875 i København. Klein var leder af skolen fra 1876 til 1907. Kähler drejede og forglødede i Næstved de fade og måske andre genstande, som de unge kvinder derefter dekorerede på Tegneskolen, hvorefter de dekorerede fade returneredes til Næstved for at blive brændt færdige. Et enkelt af disse fade er bevaret i Næstved Museum og viser, hvorledes man åbenbart har kombineret flere forlæg i form af nederlandske raderinger fra 1600-årene i en stor koboltblå komposition med vind fra flere sider!

Samtidig eksperimenterede Klein og Kähler med at brænde fajance med forbillede i italiensk majolika fra renæssancen, og man erhvervede skår og fade fra Italien for at have de fornødne forlæg til produktionen. Man arbejdede i den forbindelse med at fremstille den røde lustre, som dog først blev klar til udstilling i 1889. Længere fremme var man med den dybblå glasur, kaldet Bleu Royal, som indgik i den nedenfor omtalte udstilling i København 1888.

For det andet indledte Kähler et direkte samarbejde med kunstnere, som besøgte hans fabrik for at formgive keramik (således som gamle Herman J. Kähler havde oplevet det hos Niemann og Tischbein i Eutin). De første var maleren H. A. Brendekilde (1857-1942), som kom til Næstved sammen med vennen L. A. Ring (1854-1933). Brendekilde udførte en række keramiske værker, både som unika og i serie, i 1880'erne (og igen i 1907), medens Ring kun udførte ganske få stykker, hvoraf museet ejer et enkelt. Fra Brendekildes familie har museet fået nogle af de tidligste værker, bl. a. en stor krukke med kløverblomster. Et eksempel på serieproduktion er hans bonbonniere "Gæt hvad jeg har" med fire sammenbyggede nisser. Ordene er fordelt på de fire nissehuer, som tilsammen danner låget.

Brendekilde skabte kontakt til andre kunstnere, nemlig Axel Hansen (1853-1933), som i 1886 tegnede en flot renæssanceovn, udført i græsgrønne kakler til herregården Glorup på det sydøstlige Fyn, og Carl Ove Julian Lund (1857-1936). Især Carl O. J. Lund, eller "Døve Lund", involverede sig betydeligt i produktionen med sine japansk inspirerede billedfade og platter. Lund tegnede også en kakkelovn i japansk stil.

Det var for at få sat endnu mere skub i denne kunstneriske produktion, at Kähler ved nytår 1888/89 ansatte Karl Hansen Reistrup (1863-1929) som begyndende kunstnerisk leder af den keramiske fabrik.

Store Nordiske Udstilling 1888

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København 1888, også kaldet Store Nordiske Udstilling, var etableret som 50-års jubilæumsudstilling for foreningen Dansk Industri. Arkitekt på udstillingen var Martin Nyrop, som umiddelbart efter udstillingen også var arkitekt på Københavns nye rådhus, som blev bygget på den samme grund som udstillingen. Dermed ved alle, hvor Store Nordiske Udstilling var!

 

Lerbrænder Herman A. Kähler benyttede lejligheden til dels at vise, hvad man gennem mange års produktion var blevet mægtig gode til i Næstved, nemlig kakkelovne, dels hvad man gennem de senere års eksperimenter sammen med Klein og øvrige kunstnere havde udviklet af nyheder, ikke mindst udført i det netop forgangne forår af Karl Hansen Reistrup. Et par fotografier fra udstillingen er bevaret og viser os det væsentlige af Kählers stand, hvor kakkelovnene står i række og geled, garneret med krukker og figurer og omgivet af billedfade på væggen. Et hovedværk var "Forårsvasen med Flora på dybblå Grund uden Fejl" (de er der, men de gemmer sig under de gyldne bier, som svirrer omkring Flora!). Publikum var begejstret.

 

I Tidsskrift for Kunstindustri omtales udstillingsstanden i særdeles rosende ord. Det er interessant her at se, at ganske vist indledes artiklen med nævnelse af "Lerbrænder Herman A. Kähler", men derefter omtales de to brødre Herman og Carls virksomheder som et fælles foretagende med afdelinger i Næstved og København og i alt 25 medarbejdere. Således fremstod fabrikken åbenbart for almenheden. Spørgsmålet er, om også brødrene opfattede sig som ejere af en fælles fabrik!