1906-1979

Nils Joakim Kähler var fjerde og sidste generation af Kählerfamilien i spidsen for keramikfabrikken. I 1940 overtog han ledelsen sammen med broren Herman Jørgen Kähler.

Nils Kähler var medvirkende til at føre Kählers Keramiske Værksted ind i modernismens tidsalder, blandt andet i kraft af den enkle saltglaserede stentøjskeramik, han formgav. Hans keramik havde fokus på form og materiale, og den tegnede en bevægelse væk fra virksomhedens traditionelle orientering mod farvede glasurer og dekoration.

Nils Kähler var en dygtig pottemager og havde lært håndværket fra bunden. Han kom allerede som 14-årig i lære på værkstedet, og i 1924 var han som 18-årig med på Kunstnerenes Efterårsudstilling.

Han blev hurtigt kunstneren Svend Hammershøis foretrukne drejer, og de havde gennem årene et nært samarbejde. Hammershøi tegnede krukkerne, som Nils Kähler så drejede og indimellem også videreudviklede, hvorefter Hammershøi modellerede videre på dem.

Store vaser var blandt Nils Kählers foretrukne frembringelser, men han skabte også mindre vaser og krukker, tekander, sparegrise og andre mindre drejedyr. Drejedyrene var drejede vaser og skåle, klemt sammen til en lukket form og tilføjet mindre detaljer. De smukke glasurer og de humoristiske motiver gjorde drejedyrene til samlerobjekter. Selvom de oprindelig var blevet til som et hyggeligt tidsfordriv efter arbejdstid, blev drejedyrene sat i produktion, så der over en årrække kom nye drejedyr til hvert år.

Da Nils Kähler overtog ledelsen i 1940 sammen med Herman Jørgen Kähler, var virksomheden nede i en bølgedal med aldrende medarbejdere, slidte produktionsfaciliteter og dårlig økonomi. Nils Kähler fik primært ansvar for den kunstneriske produktion, mens broren stod for den administrative ledelse. 2. verdenskrig medførte dog et opsving i efterspørgslen på keramik, som virksomheden nød godt af. Man udvidede fabrikken og indlagde centralvarme samt foretog en tiltrængt modernisering af produktionsfaciliteterne. Nils Kähler er i eftertiden især blevet kendt for gen-stande i højbrændt rødler og stentøjs-keramik. Eneste dekoration var i reglen små glaserede detaljer i den stærke kählerske turkise eller gule farve eller en stempling af overfladen med simple remedier som en ølkapsel eller et hjemmelavet tandhjul.

"Jeg vil ikke have mange farver paa mine ting. Jeg vil forenkle dem og hellere skabe ro og harmoni over en opstilling ved at sætte flere en-farvede ting sammen fremfor at anvende de mange kulører", udtalte han i 1958 til en lokal avis. ¹

Det saltglaserede lertøj havde man kendt i Europa siden middelalderen, da teknikken blev en del af Kählers repertoire fra 1940'erne. Saltglasur var en glasur med salt, der ikke påførtes genstanden før brændingen. I stedet blev almindeligt kogsalt kastet ind til de keramiske arbejder i den gloende varme ovn. Når temperaturen nåede ca. 1.200 grader eller mere, gik saltet i forbindelse med leret og lagde sig som en hinde over genstanden. Afhængig af mængden af ilt i ovnen og brændingens temperatur kunne der dermed opnås forskellige nuancer af gul, brun og grå. Nils Kählers saltglaserede genstande bar stærkt præg af referencer til den almindelig brugskeramik, som havde været gængs i århundreder f. eks. i form af de velkendte blågrå saltglaserede syltekrukker. I Nils Kählers saltglaserede genstande var det leret som materiale, der kom til sin ret, og genstandenes form blev betonet.

Han gentog ofte et tema. Eksempelvis de geometriske grundformer, og særligt cylinderen kunne varieres i det uendelige. Store og små. Med og uden farver. Smalle og brede.

En af de genstandstyper, som Nils Kähler vendte tilbage til igen og igen, var tekander i stentøj, som han lagde ud med i 1950'erne. Det blev til mange variationer over temaet gennem årene. De enkle kander, hvis forbillede var den klassiske kinesiske tekande, var udekorerede, måske bortset fra en enkel turkis knop eller en diskret stregdekoration. Da han udstillede sine tekander på Kunstindustrimuseet i 1956, kaldte han dem et "Studie i thepotter", og modtog i den forbindelse årsprisen fra "Landsforeningen Dansk Kunsthåndværk".

Nils Kählers saltglaserede keramik fik også opmærksomhed i udlandet. Blandt andet på Louvre i Paris i 1958 og på udstillingen "The Arts of Denmark" i 1962 på Metropolitan Museum of Art i New York, hvor han udstillede sammen med andre danske designkoryfæer som Kay Bojesen, Hans J. Wegner og Georg Jensen.

Nils og Herman J. Kähler fortsatte den linje, som deres forfædre havde lagt, med danske kunsthåndværkere og designere som Alev Siesbye, Astrid Tjalk, Bode Willumsen og Eva Sørensen, der i kortere eller længere tid blev tilknyttet virksomheden. Uenigheder mellem de to brødre var en medvirkende årsag til, at Kähler måtte lukke i 1974, hvorefter virksomheden solgtes til Næstved Kommune.

Udvalgte værker

¹ Jørgen Jørgensen: "Næstved-keramikeren Niels Kähler fik verdensry paa sine enkle ting", i: Næstved Tidende, 31. maj 1958