En virkelig historie
Det var en tidlig, råkold morgen den 16. oktober 1860, da Lars Nielsen - i folkemunde kendt som Balle-Lars - under skærpet tilsyn blev ført fra Præstø arrest ud til retterstedet i Ugledige Skov. En landskendt tyveknægt, brandstifter og forhærdet forbryder, der i årevis havde skabt frygt på egnen.
Nu var han dømt til døden for lejemord på gårdmandsenken Ane Marie Hemmingsdatter. En forbrydelse, han først havde tilstået, men siden hårdnakket benægtede.
På Rakkerbankens top stod bøddelen med sin sorte maske klar til at hugge hovedet af Lars med sin knivskarpe økse. Godt 4000 nysgerrige borgere - heraf hele skoleklasser - var troppet op fra nær og fjern for at overvære den spektakulære begivenhed. Nu stod de spændte, forventningsfulde og utålmodigt ventende …
Hør eller genhør udstillingens fortælling om Balle-Lars.
Kortet her viser et udsnit af Videnskabernes Selskabs "Kort over Møen, Falster og Laaland". Det er tegnet i året 1776.
Meget er naturligvis forandret i dag. Men prøv alligevel, om I kan finde Balle-Lars' henrettelsessted på kortet, galgebakken i Lekkende Skov.
Lidt hjælp:
På kortet fra 1776 kaldes Ugledige for Ullede, og Ugledige Skov kaldes for Lekkende Skov, som på kortet staves Lechinde.
Her kan I se, hvordan der ser ud i dag. Der er intet af galgebakken tilbage, bare skov.
Bakken er der stadig, men godt vokset til.
Kunne I finde det?
Markeringen på dette lille kort kan måske hjælpe jer det rigtige sted hen.
Ved rådhuset i Præstø stod en større mængde tilskuere parat for at se "misdæderen" blive kørt bort. Også langs ruten, der gik gennem Skibbinge og forbi mordstedet i Ugledige, stod mange nysgerrige og ventede.
På bakken i Ugledige Skov overværede 4000 mennesker henrettelsen. Det skriver i hvert fald sognepræsten i Præstø. Han hed Jacob E. Gjellebøl og var til stede. Pastor Gjellebøl møder I igen senere.
Diskuter, om vi kan være sikre på, om der virkeligt var 4000 tilskuere til stede ved henrettelsen.
Henrettelser var god underholdning på dette tidspunkt og et tilløbsstykke. Mange kom fra nær og fjern og havde måske endda madkurve og strikketøjet med. Men 4000? Kan det nu også passe?
Kunne man måske forestille sig, at der kunne have været en grund til at overdrive lidt? Hvad kunne denne grund så måske have været?
Der er naturligvis også den mulighed, at der virkeligt var 4000 mennesker, der ville se henrettelsen ... meeen ...
Hvad tror I?
Ville I gerne have været med?
Hvordan ville I reagere, hvis jeres lærer en dag kom og sagde:
"God morgen, kære elever. I morgen skal I have varmt tøj med. For vi skal marchere 15 km i det dejlige efterårsvejr. Vi skal nemlig ud til Ugledige Skov og se Balle-Lars blive halshugget. Nøj, hvor bliver det spændende, hva'?"