Abbed Vilhelm og Absalon

Gennem abbed Vilhelm af Æbelholt får vi et sjældent indblik i karakteren af et venskab mellem to af 1100-tallets mænd, Vilhelm og Absalon. Samtidig får vi beskrevet, hvordan det ulige forhold mellem ærkebiskop og abbed i hvert fald til en vis grad modificerede karakteren af deres venskab.

Vilhelm voksede op i Paris og blev tidligt munk i St. Genevieve-klostret. Da klostret på et tidspunkt blev reformeret til den principfaste (fundamentalistiske) victoriner-orden, gik Vilhelm med glæde over til den ny orden. Omtrent på den tid må han have mødt en ganske ung Absalon, der læste i Paris.

I 1165 sendte Absalon så bud til Vilhelm om at komme til Danmark. Vilhelm kom, og Absalon indsatte ham som abbed i det lille og efter sigende noget degenererede kloster på Eskilsø i Roskilde fjord. Senere blev klostret flyttet til Æbelholt nær Hillerød.

Vilhelm var abbed i alt i 38 år. På sine ældre dage var han sammen med Absalons grandnevø Andreas Sunesen gesandt for den danske konge i forhandlinger med den franske konge. Det gjaldt sagen om Valdemar Sejrs søster, som Filip af Frankrig havde forstødt som sin hustru. Sagen bragte Vilhelm på flere rejser, og han har måske også før denne tid været udsending for enten kongen eller Absalon.

Vilhelm døde i sit kloster i 1203. Hans levnedsskildring beskriver ham som meget from og asketisk, myndig og streng, men også stærkt følelsesladet. En tand, han havde fået trukket ud før sin død, kunne efter sigende lave mirakler. Syge blev raske hvis de fik vand, som man havde dyppet tanden i. Hans fromhed og miraklerne gjorde, at man fra dansk side forsøgte at få ham helgenkåret, hvilket lykkedes 20 år efter hans død.

Vi kender hovedsageligt Vilhelm fra to kilder. Den ene er hans levnedsskildring. Det er et såkaldt helgenlevned, formentlig skrevet med henblik på at få ham helgenkåret. Man antager, at det er skrevet af en fransk gejstlig, der har haft godt kendskab til danske forhold. Temaet er især Vilhelms fromme livsførelse og de mirakler, der skete efter hans død. Den anden er en brevbog, han har efterladt. I den er overleveret godt 110 breve, forfattet af Vilhelm selv. Det er en slags formularbog, der skulle fungere som lærestykke for kommende brevskrivere i klostret. Man formoder, at der kun er tale om brevudkast og altså ikke kopier af afsendte breve. Indholdet i brevene er dog så konkret, at det er rimeligt at antage, at de omhandler virkelige begivenheder og problemstillinger.

I mange af brevene giver Vilhelm et tidstypisk udtryk for stærkt følelsesladede venskabsforhold til andre mænd (og enkelte kvinder), herunder til Absalon. Vilhelm udtrykker sin kærlighed til sine venner i vendinger, der til tider ligefrem synes erotiske. Der er imidlertid tale om en religiøst betinget kærlighed, og formuleringerne skal forstås som en afspejling af åndelig hengivenhed.

Om forholdet til Absalon fortæller levnedsskildringen, at Vilhelm havde været fortrolig ven med Absalon, da Absalon læste i Paris. Absalon har sendt sin provst ned for at hente Vilhelm og modtager selv Vilhelm i Ringsted sammen med kongen.

I en forordning, Vilhelm udstedte omkring år 1200, kalder han Absalon sin velgører gennem 36 år. I et af brevbogens brevudkast (nr. 2.43) skriver Vilhelm selv:

  • Jeg blev hentet hertil af Absalon til et fattigt kloster, hvor der kun var 7 oste og 1/2 flæskeside. Men Absalon hjalp os både på grund af sin fromhed og gudfrygtighed og på grund af min kærlighed med meget, så vi nu har nok at spise. Men han gav os ikke nok til, at vi også har det nødvendige tøj at gå i.

 

Absalons fætter, Sune Ebbesen, hørte også til Vilhelms bekendte, og Vilhelm var nært knyttet til Sunes sønner, Peder og Andreas. I årene omkring 1180 var Peder i Paris for at studere. Det fremgår af Vilhelms brev(udkast) til Peder, at han ikke måtte forlade sin plads uden Absalons tilladelse (nr. 2.30):

  • Af længsel efter at se dig har vi bedt ærkebispen (Absalon) i Lund om tilladelse til at tage til Frankrig, men eftersom vi til pinse fandt ud af, at han ærgrede sig over vores ønske om tilladelse, har vi altså under sorg og klage måttet opgive vores fortsæt. 

 

Mange af brevene viser, at Vilhelm ofte søgte Absalons økonomiske bistand, men ikke altid med held. Således nr. 2.34:

  • - Vi ved, at vi er påtrængende med vores bønner og risikerer at blive irettesat for vores dristighed, men vi håber at fromhed og fornuft vil holde din vrede tilbage.
  • - Vi bønfalder Dem om at låne øre til vores bønner.
  • - Men for ikke at trætte Dem ved læsningen af vores brev, har vi gjort dette brev så kort som muligt.

 

Og Vilhelm fremstiller sig selv som en søn, faderen har forsømt:

  • ... når der ikke bliver vist sønnerne en fylde af de varme faderlige følelser, sårer det alvorligt de sønlige følelser og vansirer nåden hos den, der leder de gode sæder.

 

Hør kilderne læst op her.

 

Og nr. 2.62:

  • Eftersom vi gang på gang løber ind i problemer, beder vi ofte om hjælp hos den, der kan lindre nøden. Men eftersom vi endnu ikke har fået opfyldt vore bønner, frygter vi, at de enten ikke er nået frem til Dem, eller at De har nedgjort dem. Men råbet om hjælp vil ikke høre op, før vi møder en udstrakt hånd.

 

I 1197 var der en alvorlig brand på Æbelholt, og i årene herefter syntes klostret meget trængt i materiel henseende. Tre af brevbogens udkast afspejler situationen.

2.28:

  • Vi kan hverken i ord eller på skrift beskrive, i hvilken enestående grad Deres faderlige velsignelse tidligere har udgydt sig over os. Den dag, De første gang traf bestemmelser over vores tilværelse, skinnede solen mere venligt end den plejer.
  • - Men nu til noget andet. Mens vi som sagt næsten skamløst tidligere har stillet krav til Dem, frygter vi for, at det nu kan blive brugt imod os. ... Især da vi nu er bange for, at Deres faderlige velvillige udtryk i høj grad har ændret sig og skiftet karakter. Derfor må vi bære på en skyld uden at vide det, og vi vender os under tårer mod Gud og bønfalder ham om, at han vil give os Deres tabte velvilje tilbage.
  • - Da vi for nylig besøgte Dem, fremførte vi to gange vores fattige klosters mangel på brød for Dem, men vi har endnu ikke modtaget et venligt eller opløftende svar.
  • - Deres ære og gode rygte ville blive meget formindsket, hvis De tillod at munkene i vores kloster døde af sult.

 

Hør kilderne læst op her.

 

Og 2.21:

  • Ikke trang, understreger vi ... tvang os til at drage fra vort land og tage til Danmark, hvor vi blev hjemsøgt af mange næsten uoverkommelige vanskeligheder, men vi blev drevet af den voldsomme længsel, der var opstået i vort hjerte efter at lære hr biskop Absalon at kende.
  • - Gud er mit vidne på, at vi hele tiden med oprigtige, ømme og kærlige omfavnelser har haft Dem i tankerne, hvad enten vi blev udsat for lykkelige tildragelser eller det modsatte. Men hvad er det nu, min fader og herre, som har mishaget Dem så meget hos os, at De kunne lade en ven i stikken blandt fjender, hjælpeløs og rådvild, en fremmed i et fremmed land.

 

Men trods sin modløshed og kun delvise held med at få Absalons hjælp, giver han i et brevudkast fra samme tid til kongen alligevel Absalon dette skudsmål (nr. 2.24):

  • Kongen skal vide, at det ikke var mangel på føde og klæder, der drev os til dine kyster. Men det var Absalons kærlighed til klosterlivet, hans fasthed i troen og hans nådefulde næstekærlighed, som allerede har gjort ærkebiskoppens berømmelige navn kendt over næsten hele jorden. Hos ham blegner kærligheden til vennerne aldrig, fordi mandens storsind og gavmildhed aldrig kender til at forlade kærlighedens område, og fordi hans sjæls storsind aldrig tillader dens ejermand at vige bort fra redelighed og det gode. ... Vi kan altså ikke mod hans vilje, kære herre, forlade ham, som omfatter os med stor velvillighed, for at ikke også vi skal synes at gøre uret mod kærligheden, om end vi ofte af kærlighed til fødelandet tvinges til at besøge den fædrene arne.

 

Hør kilderne læst op her.

Sprog
Dansk