Hvideslægten

Danmark var i 1100-tallet præget af nogle få meget stærke slægter, der til tider havde omtrent lige så stor indflydelse som kongen selv. En af dem var Hvideslægten. Hvideslægten stammede fra egnen mellem Sorø og Ringsted, og vi kalder den sådan, fordi slægtens stamfar kaldtes Skjalm Hvide. Vi kalder dem også bare “Hviderne”.

Absalon selv og hans bror, Esbern Snare, var børnebørn af Skjalm Hvide. De voksede op i den lille by Fjenneslev, der er kendt for sin kirke med de to tårne. Sagnet fortæller, at deres far drog i krig, mens deres mor, fru Inge, var gravid. Faderen bad da sin gravide kone om at rejse et tårn på kirken, hvis hun fødte en søn. Da han vendte hjem fra krigen, kunne han på afstand se, at der var rejst to tårne som tegn på, at Inge havde født ham to sønner. Det passer ganske vist ikke, at Esbern og Absalon var tvillinger, men det er en god historie.

Absalons far og farbrødre havde været med til at vælte en konge, da Absalon var barn. Da Absalon blev voksen, deltog han selv, Esbern Snare og deres fætter, Sune Ebbesen, på samme måde i en borgerkrig, der gjaldt tronen. Nu var der tre kandidater, der kæmpede om magten: Svend, Knud og Valdemar. Hviderne støttede Valdemar, der da også i sidste ende vandt borgerkrigen.

Som Valdemars nære allierede kom Absalon og hans slægt herefter til at sidde tæt på magten. Og her sad de i næsten 100 år som kongernes nærmeste rådgivere, som hærførere og biskopper. Mange af slægten blev hovedrige i disse år. Absalon fik bygget en af landets største kirker i Sorø, og her blev mange af Hviderne begravet.

Absalon fortsatte som hærfører og rådgiver for kongen i resten af sin levetid. Han opnåede samtidig at blive ærkebiskop og leder af landets kirke.