Kirkens magt

I Danmark var man i middelalderen som langt de fleste af vores nabolande katolske kristne. De fleste sydeuropæere og sydamerikanere er stadig katolikker i dag, mens danskerne for ca. 500 år siden overgik til den protestantiske kristendom.

I middelalderens katolske lande var alle katolikker, andet var ikke tilladt. Religionen spillede en enorm rolle, og den påvirkede alle mennesker, både i deres syn på verden og i det praktiske liv.

Katolikkerne anså paven for at være nærmere Gud end alle andre mennesker. Derfor skulle alle lystre pavens bud til den kristne verden. På den måde havde kirken enorm magt. Konger og fyrster skulle også rette sig efter pavens bud. Og i de enkelte lande var det de lokale biskopper, der udlagde pavens ideer og straffede dem, der ikke fulgte dem.

I Danmark var der syv biskopper og en ærkebiskop. Ærkebiskoppen var leder af hele den danske kirke, mens de andre biskopper hver havde et mindre stift, som de havde ansvaret for. Stifterne opkaldtes efter biskoppens hjemby, den by hvor stiftets domkirke lå. F.eks. kaldtes det sjællandske stift for Roskilde Stift.

Fra sit stift hentede biskoppen store indtægter ved en kirkeskat, der kaldtes tiende. Desuden ejede kirken omfattende godser, hvorfra der også flød indtægter til biskoppens pengekasse. Bisperne kunne idømme straffe for lovovertrædelser og for overtrædelser af kirkens forskrifter. Nogle af straffene var i form af pengebøder.

Således havde biskopperne stor magt over menneskene i deres stift. Men de havde dertil ofte ansvaret for at lede mobiliseringen af hæren i stiftet, og som kirkens ledere deltog de gerne i kongens råd. Det var således både prestigefyldt og en kilde til rigdom og magt at være biskop.

Skulle andre magthavere finde på at begå overgreb mod en biskop, havde biskoppen endnu et frygtindgydende våben: bandlysning. Hvis et menneske blev bandlyst, var man forbudt adgang til alt, hvad der vedrørte kirken: dåb, konfirmation, bryllup, begravelse, gudstjeneste og ikke mindst muligheden for at få tilgivet sine synder. Døde man som bandlyst, endte man i helvede, hvilket var noget, enhver kristen frygtede næsten mere end noget andet.

Absalon var først biskop af Roskilde i 19 år. De sidste 23 år af sit liv var han Danmarks ærkebiskop.