Krigen mod venderne

I modsætning til danskerne var venderne ikke kristne. Der havde med tiden været mange fjendtligheder mellem danskerne og især rygboerne. Da Valdemar den Store blev konge i 1157, var Danmark efter sigende i særlig grad plaget af vendiske overfald.

Den danske konge svarede igen ved at gå til angreb på Rygen. Efter ti år havde han knækket rygboerne, der overgav sig og blev underlagt kongen. De følgende år overgav flere af de omkringliggende områder sig. Alligevel blev krigstogterne ved i omkring 30 år. Og da venderne var endeligt besejret, vendte de krigslystne danskere sig mod Finland og Estland, der endnu var hedninge, lige, ligesom venderne havde været det, før danskerne kom til.

Som de gode katolske kristne, danskerne var, påtog de sig nemlig at gøre de overvundne folkeslag kristne, så også de fik muligheden for at nå frem til Himmerigets porte. Det kaldtes "at frelse deres sjæle". Og krigsførelse mod disse vantro var både en ret og en pligt for kristne folkeslag.

Således havde Absalon to store opgaver under de mange krigstogter, han deltog i. På den ene side skulle han rådgive kongen militært under kamphandlingerne og selv være med til at anføre hæren. På den anden side skulle han træde i karakter som biskop, når fjenden var overvundet: Der skulle bygges kirker, sendes præster ud, og ikke mindst skulle de overvundne døbes i en fart, inden de fortrød.