Spor 3

I middelalderen betød familie og slægt meget for, hvad man kunne opnå.

Ligesom det var naturligt at blive skomager, når ens far og farfar var det, var det naturligt for adelen og de rige at overtage funktionerne efter faren. Familien og slægten har muligvis i generationer oparbejdet venskaber og alliancer, der overgik til næste generation.

Og naturligvis hjalp man hinanden, når der var behov for det, ligesom i dag. Både når nøden er størst, men også når ens interesser skulle fremmes.

Til sidst i forløbet skal I forsøge at løse gåden. Er det måske netop disse forhold, der gav udslaget ...?

Opgave 1

Hvordan viser man sin magt?

I året 1157 blev Valdemar den Store med Absalons hjælp konge af Danmark. Året efter blev Absalon biskop af Sjælland med Valdemars hjælp. Og ikke længe efter begyndte de at bygge hver sin kirke, der begge var større end noget andet byggeri, landet havde set.

Kirkerne blev bygget af brændte sten, som man kaldte mursten dengang. Mursten var på denne tid noget helt nyt i Danmark. Det gjorde også kirkerne til noget særligt.

Valdemar byggede sin kirke i Ringsted, hvor hans far lå begravet. Absalon byggede sin kirke i Sorø, hvor hans far var begravet.

Ringsted kirke skulle være gravkirke for kongeslægten. Den blev indviet i 1170 ved en stor højtidelighed, hvor alle, der betød noget, deltog. Den er 66 meter lang. Med tiden er der begravet seks konger, seks kongesønner og syv dronninger i kirken.

Sorø kirke skulle være gravkirke for Hvideslægten, altså Absalons slægt. Den er 69 meter lang. Den hørte til Sorø kloster, som var Sjællands rigeste kloster, også rigere end det i Ringsted. Her ligger tre konger, en dronning, to kongesønner og tre prinsesser begravet. Desuden er Absalon selv og 30 andre fra hans slægt begravet her.

Tænk over, hvad I har læst, og se på billederne af de to kirker.

Tal sammen om, hvilken af dem, der var størst, smukkest eller for eksempel mest betydningsfuld. Skriv i opgavehæftet tre ting, der fremhæver Ringsted frem for Sorø, og tilsvarende tre ting, der særligt fremhæver Sorø frem for Ringsted.

Opgave 2

Hvordan hjælper man sin familie?

Der var i alt otte biskopper i Danmark, som dengang også bestod af Sydslesvig i det nuværende Tyskland og Skåne, der nu ligger i Sverige. Det vil sige, at hver biskop styrede kirken i cirka en ottendedel af landet. Det område, der lå under biskoppen, kaldtes et stift.

Biskoppen havde krav på en skat på 3% af alt, hvad der blev produceret i hans stift. Desuden ejede biskoppen som regel meget store landområder, som fromme mennesker havde skænket til kirken.

Når hæren samledes, var det ofte biskoppen i landsdelen, der anførte de tropper, der skulle afsted. Det understregede deres magt og betydning, og samtidig fik de deres del af det ofte store krigsbytte.

Derhjemme havde de ret til at dømme enhver for forseelser imod kirkens bud. De kunne endog bandlyse folk, der forbrød sig mod kirken. Den, der var bandlyst, havde ingen adgang til kirken, og døde man som bandlyst, var man sikker på at komme i Helvede.

Kort sagt hørte biskopperne gerne til de rigeste og mest magtfulde mennesker i Danmark. Absalon selv var først biskop i Roskilde. Sidenhen blev han biskop af Lund i Skåne. Biskoppen af Lund var også ærkebiskop og dermed leder af hele den danske kirke. Også flere af Absalons yngre slægtninge gjorde karriere inden for kirken. Mange af dem fik hjælp af Absalon, blandt andet med at få den nødvendige uddannelse.

På kortet her står navnene på de fleste af de biskopper, vi kender fra Absalons tid.

Som I kan se, kendte man ikke altid en biskops efternavn.

Men hvor mange af dem var mon i slægt med Absalon?

Her ser I et stamtræ over Absalons slægt.

Var nogle af dem mon biskopper? Sammenlign med kortet ovenfor.

Marker jeres svar i opgavehæftet.

Opgave 3

Fra hvem får man hjælp i nøden?

Her på billedet kan I se omtrent, hvor Valdemar den Stores borg lå.

Det var her i noret neden for borgen, den danske flådes ledelse kom sejlende ind, når man påbegyndte et af de mange krigstogter mod venderne. Længere væk, i farvandet ved Møn, lå den største del af flåden som regel og ventede på signal til afgang.

Engang, da man havde afsluttet et sejrrigt felttog og skulle til at drage hjem, ønskede kongen, at en del af flåden blev i området for at beskytte danske interesser. Men togtet var slut, og Valdemar kunne ikke længere gøre krav på hærens tjeneste. Hæren var i sin fulde ret til at tage hjem sammen med ham. Mere magt havde kongen ikke.

Valdemar henstillede derfor til sin slægtning, Knud Prislavsen, om at blive tilbage sammen med dem, han kunne få til at blive. Men Knud nægtede. Knud sagde, at han ikke syntes, han fik tilstrækkelig belønning for sine tjenester. Så han ville ikke påtage sig så farlig en opgave. Kongen kunne jo bare bede en biskop om det, det var jo alligevel kun dem, han søgte råd hos, sagde Knud Prislavsen.

Valdemar kaldte så Absalon til sig for at bede om råd. Nu tilbød Absalon i stedet uopfordret, at han selv kunne tage kommandoen. Kongen var lettet og roste sin vens offervilje.

Absalon tog nu tilbage til den sjællandske del af flåden, som han var leder af. Den jyske del af flåden havde han et meget dårligt forhold til. Så hans chance for at fuldføre sin opgave var at prøve at overtale i hvert fald nogle af sjællænderne til at blive sammen med ham og løse opgaven. Saxo skriver om den sag: