Eventyr i Gåsetårnet

Kom med på en sansevækkende tur i Gåsetårnet og skriv dit helt eget eventyr.

Tema: Eventyr i Gåsetårnet

Udarbejdet af Anna Emilie Bagger Lejre, Ida Brinkløv Jørgensen & Ida Sofia Nielsen fra Læreruddannelsen Absalon, Vordingborg.

Vær opmærksom på, at der kræves tilmelding/booking til forløbet.

Læreren står selv for gennemførelsen af forløbet.

Se nederst, hvordan man gør.
Her finder du også en printvenlig pdf med lærervejledningen.

 

Eventyr i Gåsetårnet

Kom med på en sansevækkende tur i Gåsetårnet og skriv dit helt eget eventyr. Historiens vingesus titter frem i skyggen af Gåsetårnet. Resterne af borgen øjner man under de tilgroede buske. Det er ikke svært at forestille sig en dagligdag med konger, dronninger, prinsesser og prinser i tårnet og rundt på borgen. Her er de gode fortællinger skjult under overfladen, og hvis man mærker efter og udnytter sin fantasi, så skriver historien næsten sig selv.

 

Fag: Dansk

Målgruppe: Mellemtrinnet 4-6 klasse.

Varighed: Estimeret til 10 lektioner. 2 lektioner før borgcentret og 4 lektioner på borgcentret og 4 lektioner efterarbejde med eventyr skrivning.

 

Læringsmål

Formålet med forløbet er, at eleverne gennem brug af sanser udvikler deres scenariekompetencer. Eleverne udvikler ydermere deres kompetencer inden for skriftsprog, formidling og samarbejdskompetence.

 

Lærervejledning

 

Før besøget på borgcentret

Før I ankommer på Borgcentret, skal eleverne have kendskab til en historie der foregår i et tårn.

Det kunne for eksempel være:

Grimms Rapuntzel

Lille Virgil (som kan lånes på CFU)

Frøken Ignora (som kan lånes på ereolen)

 

Det er også en god idé at lade eleverne få kendskab til forskellige tårne og tårntyper for at give dem en større forståelse for tårnenes historie og betydning. Eksempler på tårne, der kan studeres, er fx Det Skæve Tårn i Pisa, Big Ben, Rundetårn og Eiffeltårnet m.fl.

 

Et tip til læreren!

Et eventuelt samarbejde med historie- eller kristendomskundskabslærerne kunne være ideelt, da det ville introducere eleverne til middelalderen, herunder eksempler på begivenheder, trosretninger og livsbetingelser, der var typiske for perioden, før de besøger Borgcentret. Dette vil give dem en bedre forståelse for de historiske sammenhænge og kulturelle referencer, de vil opleve under deres besøg.

 

Medbring

Eleverne skal medbringe en notesbog og/eller en telefon for at tage noter og indfange deres oplevelser i Gåsetårnet. Dette vil hjælpe dem med at bearbejde og reflektere over deres sanser senere, samt give dem mulighed for at fremkalde deres erindringer fra Gåsetårnet.

 

Indsamling af sanseindtryk

Eleverne skal have mulighed for at tage billeder eller video, mens I udforsker Gåsetårnet. Formålet er at lade eleverne opleve tårnet gennem syn, lyd og berøring. Dette kan gøres ved at undersøge tårnets detaljer, lytte til de forskellige lyde i tårnet og mærke på teksturerne i tårnet. Eleverne skal notere deres indtryk ved at skrive noter eller tage billeder.

 

Efterbehandling - Skriv et eventyr

Eleverne skal nu begynde at forfatte deres egne eventyr, som skal indeholde de sanser, de har samlet i deres notesbøger. Ved at inkludere flere detaljer og sanseoplevelser i deres historier, vil det gøre deres eventyr mere spændende og lettere for læserne at leve sig ind i. Alle elevernes eventyr skal samles i en bog, som vil blive læst højt for klassen.

 

Til eleverne

Du skal skrive dit eget eventyr. Du kan gøre dit eventyr mere spændende og hjælpe læseren med at forestille sig det bedre, når du inkluderer flere detaljer og sanser i din beskrivelse. Sørg for at bruge de sanser, som du tidligere har beskrevet i din notesbog. Lad din fantasi løbe frit og overvej alle de spændende og fantasifulde karakterer, der kunne befinde sig i Gåsetårnet, og brug dem til at fortælle din historie.

 

Printvenlig pdf:

Lærervejledning

 

Booking:

Forløbet er helt gratis!

Men af praktiske årsager (evt. adgang til Gåsetårnet og redskaber) kræves der tilmelding.

Skriv til undervisning@museerne.dk.

Fortæl os, hvem I er (skole, klasse), og hvor mange I er (elever og lærere).

Fortæl også, hvilket forløb I ønsker, og hvornår (dato, tidspunkt) I kommer til Danmarks Borgcenter.

Skriv også meget gerne, hvis I derudover også ønsker adgang til udstillingen. Det er også gratis, men rart for os at vide.