Geometrisk fotojagt

Brug dit kamera til at finde geometriske former og mønstre.

Tema: Geometrisk fotojagt

Udarbejdet af matematikstuderende fra Læreruddannelsen Absalon, Vordingborg.

Vær opmærksom på, at der kræves tilmelding/booking til forløbet.

Læreren står selv for gennemførelsen af forløbet.

Se nederst, hvordan man gør.
Her finder du også printvenlige pdf'er med både lærervejledning og opgaveark.

 

Målgruppe:

Opgaverne er beregnet til elever i 4.-6. klasse, men elever på andre klassetrin kan også have glæde af at arbejde med opgaverne.

Der lægges op til, at eleverne arbejder sammen i grupper à 4 elever.

 

Forforståelse:

Eleverne bør have kendskab til egenskaber ved udvalgte rumlige og plane geometriske figurer. Ligeledes kræver opgaverne viden om mønstre, symmetri og spejlingsakser.

 

Læringsmål:

  • Eleverne kan genkende geometriske figurer i 2d og 3d i naturen og i bygninger.
  • Eleverne kan se og forklare systemer og gentagelser i geometriske mønstre.
  • Eleverne kan benytte IT-værktøjer til at undersøge spejlingsakser og symmetrier i fotos.

 

Materialer:

På turen til Danmarks Borgcenter får eleverne brug for deres mobiltelefon (opladet!) til at tage fotos samt skriveredskab til at dokumentere, hvilke fotos de har taget.

 

Husk selv at downloade og printe elevopgaverne! (Se nedenfor)

 

Efterbehandling:

Efter turen til Danmarks Borgcenter skal der arbejdes videre med elevernes fotos. Her følger en liste med ideer til arbejdet:

  1. Eleverne udarbejder i grupper en fotokollage med geometriske figurer i 2D og 3D.
  2. Eleverne sorterer alle de fotos, de har taget på turen, efter udvalgte geometriske egenskaber.
  3. Eleverne udarbejder et foto-vendespil, hvor hvert par dannes af samme geometriske figur.
  4. Eleverne sætter deres fotos med symmetri ind i GeoGebra og undersøger, hvor mange spejlingsakser de kan finde.
  5. Eleverne tegner fortsættelsen og videreudvikler de mønstre, de har taget fotos af på Danmarks Borgcenter.
  6. Eleverne indsætter deres fotos i GeoGebra og undersøger, om de kan finde forsvindingspunkt og horisontlinje.

 

Printvenlige pdf'er:

Lærervejledning

Elevopgaver

 

Booking:

Forløbet er helt gratis!

Men af praktiske årsager (evt. adgang til Gåsetårnet og redskaber) kræves der tilmelding.

Skriv til undervisning@museerne.dk.

Fortæl os, hvem I er (skole, klasse), og hvor mange I er (elever og lærere).

Fortæl også, hvilket forløb I ønsker, og hvornår (dato, tidspunkt) I kommer til Danmarks Borgcenter.

Skriv også meget gerne, hvis I derudover også ønsker adgang til udstillingen. Det er også gratis, men rart for os at vide.