Historisk fortælling

Hekseprocesserne i Europa - opstarten

Perioden med hekseforfølgelserne kaldes også bålalderen og strakte sig fra årene 1420-1790. De dominikanske munke startede i Spanien og Sydfrankrig med at prædike den katolske tro og omvende kættere. Denne form for udrensning af et kættersk folk er det, der langsomt ændrer sig og bliver til hekseforfølgelserne op gennem 1400-tallet.

I 1484 udsendte pave Innocens 8. en bulle, der erklærede al heksekunst for kætteri. Dette blev fulgt op i 1487, hvor to tyske præster skrev en bog, der hed 'Heksehammeren' (Malleus Maleficarum), hvor man gik ud fra reglen i 2. Mosebog (kap. 22, vers 18), der ofte blev citeret: "En troldkvinde må du ikke lade leve". 'Heksehammeren' beskrev, hvad hekse kunne gøre, hvordan de gjorde det, og hvordan man skulle torturere og udspørge de anklagede.

Under katolicismen troede man på, at man kunne blive frelst for sine synder, hvis man angrede og gjorde bod (bl.a. købe afladsbreve eller få syndsforladelse gennem skriftemål). Dette gjorde det muligt for den katolske kirke at blive rigere og rigere, og toppen af samfundet havde stor mulighed for at leve et "syndefrit" liv. Dette blev for meget for Martin Luther, der kom til at stå som reformationens fader, da han i 1517 slår sine 95 teser, der gør oprør mod afladshandlen, op på kirkens dør i Wittenberg i Tyskland.

Luther mente i stedet at spørgsmålet om frelse var mellem Gud og det enkelte menneske. Det blev derfor vigtigt for folk at fralægge sig ansvaret i sin egen samvittighed. Det skete helst ved at give andre mennesker skylden. Det var vigtigt at overbevise sig selv om, at det ikke var Guds vrede, der var skyld i, at ens barn var syg, eller at høsten slog fejl. Det var derimod 'den onde heks'. Dette menes at være en af de store årsager til, at der pludselig efter reformationen kommer en decideret heksejagt. Man kunne få lettet sin skyldfølelse ved at skyde skylden på hekse og deres evne til at forhekse andre og til at gøre ting uden disses samtykke.

I mange år tolkede forskere, at det var fra statens side, hekseprocesserne kom. Man tænkte, at det var en handling, der skulle sikre, at rigets borgere var gode kristne. At man på den måde ville holde styr på folk. Det er dog med tiden blevet mere og mere klart, at anklagerne oftest kom fra lokalbefolkningen selv. Det var fx naboen, der anklagede nogen for at være heks pga. vrede og jalousi - i langt højere grad end det var præsten, borgmesteren eller kongen, der gjorde det.

Hekseforfølgelserne i Danmark

I 1536 kom reformationen til Danmark, og i 1540 har vi den første dokumenterede heksebrænding - denne forgik i Stege. Vi har en kilde, der beskriver de tidlige danske hekseforfølgelser. Den stammer fra den lutheranske biskop, Peder Palladius, der var blevet udnævnt i 1537. Han stod i spidsen for den danske kirke. Han skrev med stor tilfredshed:

”... at man for nylig havde brændt mange hekse i Malmø og i Køge …”

Selv om det først tager rigtig fart, efter Christian 4. overtager tronen i 1588, er det altså allerede fra midten af 1500-tallet, hekseforfølgelserne starter i Danmark.

En lov fra 1547 sagde, at man ikke måtte få tilståelser ved brug af tortur (pinligt forhør), da man på dette tidspunkt begyndte at bliver klar over problematikken ved tilståelser opnået ved tortur. Alligevel menes op mod 50% af de dømte at have givet tilståelser efter pinligt forhør inden retssagen.

Almindeligvis skulle den anklagede først for byretten og derefter i landsretten. Men enkelte tilfælde kom også for højesteretten, hvor kongen sad. Under Christian 4. hjalp det ikke at komme for højesteret, da han var en af hovedårsagerne til, at hekseforfølgelserne blev så omfattende i Danmark i 1600-tallet. Og dette var i en tid, hvor forfølgelserne længere sydpå i Europa ellers var på tilbagetog efter at have nået sit højeste i 1400- og 1500-tallet.

Christian 4. er berygtet for at have været decideret bange for hekse. Det menes bl.a. at være, fordi hans søsters skibe flere gange blev ramt af uvejr og dødsfald på vej til Skotland. I alt 13 kvinder endte med at blive brændt for at have medvirket til ulykkerne. Kongen lavede i 1617 en lov, der skelnede mellem sort og hvid magi. Og begge dele var strafbare. Indtil da havde man fokuseret på sort magi, da man satte pris på den hvide magis kloge mænd og koner. De kunne hjælpe rige som fattige.

Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange der blev ofre for hekseprocesserne i Europa og Danmark. Forskerne gætter på mellem 50.000-100.000 i hele Europa, mens ca. 2.000 sager kendes fra Danmark, og her blev kun halvdelen kendt skyldige. 90% af disse var kvinder, hvoraf langt de fleste var ældre, gifte kvinder. De var fastboende og ofte på kant med naboer og andre fra byen.

Af kendte hekseprocesser fra Danmark er en af de største Køge Huskors. Andre kendte er også Maren Splid fra Ribe (brændt 1641) og Danmarks sidste officielt dømte heks, Anne Palles fra Falster (brændt 1693). Selvom de mere veluddannede i et stykke tid havde tvivlet på eksistensen af hekse og trolddom, og det var en vigtig faktor for de forsvindende hekseprocesser i Danmark, så tager det for den almene lokalbefolkning noget længere tid. Derfor er det bl.a. registreret, at den sidste officielle heks blev brændt i 1693 i Danmark. Alligevel foretog lokalbefolkningen rundt omkring ulovlige hekseafbrændinger op i 1700-tallet.