Margrete

kvinden og tiden

Dronning Margretes sarkofag i Roskilde Domkirke.

 

Margrete blev født i 1353 som yngste barn af Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Allerede da hun var ti år gammel, blev hun gift med den norske konge Håkon, som selv var søn af den svenske konge Magnus Eriksson. Et par år efter brylluppet blev hun hentet op til sin mand i Norge, og i 1370 fødte deres eneste barn, Oluf. Den lille prins var altså søn af den norske konge og barnebarn af både den svenske og den danske konge, og det skulle vise sig at blive vigtigt.

Valdemar Atterdag.
Kalkmaleri i Skt. Peters kirke i Næstved.

 

Da Valdemar Atterdag døde i 1375, var hans sønner allerede døde. Så hvem skulle nu være konge? Godt nok havde han to døtre, men de kunne som kvinder ikke regere i eget navn. Valdemar havde før sin død lovet tronen til et barnebarn i Mecklenborg i Nordtyskland, men Margrete rejste straks til Danmark, da hun hørte om sin fars død. Det lykkedes hende da også at få sin egen søn Oluf valgt til konge. Han var godt nok kun fem år gammel, så Margrete og Håkon skulle regere for ham. Fem år senere døde Håkon, og nu blev Oluf også konge af Norge. Da han stadig ikke var myndig, regerede Margrete nu både Danmark og Norge for ham.

Men så skete katastrofen: Oluf døde pludseligt i 1387. Endnu engang var en dansk prins død, og der var ingen arving til tronen. Mecklenborgerne gjorde igen krav på tronen, men Margrete gjorde nu det helt usædvanlige, at hun selv tog magten. Og i stedet for konge eller dronning kaldte hun sig ”fuldmægtig frue og husbond” i Danmark - og året efter også i Norge. Men det var uhørt, at der ikke var en konge til at lede landet, så Margrete valgte at tage sin søsters barnebarn, Bugislaw af Pommern til sig som arving. Han kunne ikke hedde Bugislaw som nordisk konge. Så han fik det nye nordiske navn Erik, og han blev hyldet som norsk konge.

Erik af Pommern.

 

I Sverige sluttede Margrete sig til en gruppe af oprørske stormænd, og efter en årrække lykkedes det at vælte den svenske konge, Albrecht af Mecklenborg. Erik af Pommern blev derefter valgt som konge både i Danmark og Sverige, og på et stort møde i den svenske by Kalmar i 1397 blev han kronet som konge over Danmark, Norge og Sverige. Kalmarunionen var skabt. Margrete overlod nu formelt magten til Erik, men i virkeligheden fortsatte hun med at være den egentlige regent.

Margrete døde i 1412 - måske af pest - på sit skib i Flensborg Fjord.

 

Se videoen om, hvordan samfundet var opbygget i middelalderen.

 

Og nu til opgaverne

For at kunne komme med jeres bud på gådens løsning, skal I nu arbejde med nogle opgaver om personen Margrete I og den tid, hun levede og regerede i.

Hvis I er i tvivl om noget, så spørg jeres lærer, som også kan hjælpe jer med det svarhæfte, som I kan arbejde i.