Kongen og tiden

Da kong Christoffer II døde, skulle hans ældste bror, Otto, overtage tronen. Det lykkedes ikke, selvom han prøvede. Derfor overtog Valdemar tronen. Problemet var bare, at Danmark ikke rigtigt var noget længere. Store dele af Danmark var givet i pant til de holstenske grever for de store lån, Valdemars forgængere havde taget og ikke kunne betale tilbage.

Christoffer II måtte til sidst flygte fra Danmark og tog sin søn Valdemar med. Han kom dog hjem igen og døde til sidst på Lolland.

Fra han var 6 år gammel til han var omkring 20, boede og opvoksede Valdemar hos tyske fyrster, mener man. Men han var ambitiøs. Han kaldte sig 'sand arvtager til Danmark' og 'tronfølger i eksil'. Da han overtog tronen, havde Danmark været uden konge i otte år. Og Valdemar kunne på det tidspunkt ikke ret meget dansk. At han blev konge, skyldtes hans evne til at indgå et ret kompliceret forlig med de holstenske grever. Nogle mener, at de holstenske grever manglede en, der kunne holde styr på deres områder og inddrive skatter. Og at de mente, at Valdemar med sin 'tyske' baggrund lige var den rette til opgaven.

Helvig

Valdemar tog i 1340 til Sønderjylland og blev gift med hertug Eriks datter, Helvig. Hun var berømt for sin mageløse skønhed. Derudover var familien meget rig, så hun var bestemt et godt parti at investere i. Valdemar fik på den måde både Himmerland og Nordjylland i bryllupsgave. Også det var en del af det indviklede forlig med den holstenske grever, Helvig tilhørte nemlig en konkurrerende del af kongefamilien. Nu var grundstenen lagt til Valdemars arbejde med igen at samle det danske rige til fortids storhed.

Mens Valdemar var gift med Helvig, fik de seks børn sammen, bl.a. den senere dronning Margrete I. Efter 13 års ægteskab besluttede Helvig imidlertid at gå i kloster. Man ved ikke rigtigt hvorfor. Nogle mener, at hun ikke kunne forlige sig med Valdemars måde at være konge og husbond på. En anden historie fortæller, at Valdemar havde en affære med en anden kvinde, Tove, som dronningen skal have myrdet i et bad. Men det er muligvis bare en historie, for i andre udgaver er det Valdemare den Store, der har Tove som elskerinde.

Måske var Helvig bare meget religiøs ... Måske skyldtes det, at hun mistede tre børn til pesten.

Pesten

Men Valdemar møder dog også anden modgang i sin regeringstid. Et af de største slag, han måtte kæmpe, var mod den meget magtfulde fjende: pesten, der kom ind over Danmark. Næsten en tredjedel af landets befolkning blev offer for 'den sorte død'. Heldigvis opholdt han sig den vinter, det gik værst for sig, hos kejseren i Prag. Valdemar selv undgik at blive smittet, men måtte som landets fader forsøge at rette op på situationen.

Mange af de tomme gårde, hvor både fædre og sønner var døde, gik til kongen. Dem solgte han til stormændene, der fik jorden, mens Valdemar selv fik penge, mange penge. Dem brugte han også til at indfri landets gæld rundtomkring, så de pantsatte egne kom ind under kronen igen.

Med penge og diplomati, men også med rå vold, lykkedes det ham at samle riget igen. Tiden blev fremgangsrig, og landets befolkning fik atter håb og kunne se lysere tider i møde. Der var et ordsprog blandt danskerne, der sagde, at 'nu blev det atter dag over Danmark'. Det er på den måde, Valdemar fik tilnavnet Atterdag. En anden version af historien fortæller, at Atterdag bare betyder 'sikke nogle tider' og hentyder til Valdemars brutale fremfærd for at samle riget igen.

Visby

Nu var der kun én ting tilbage at gøre: genvinde magten over Østersøen. I perioden, hvor Danmark var svag og uden kongemagt, havde forbundet af de nordtyske hansestæder mere eller mindre overtaget magten og tjente alle pengene fra den meget lukrative sildehandel.

Valdemar besluttede sig for at angribe byen Visby på øen Gotland. Visby var også en hansestad. Og det er en grum historie. Historierne, der florerede dengang, fortalte, at Visbys borgere var så rige, at deres svin åd af sølvtrug, og at købmændenes koner gik i kjoler vævet af det pureste guld.

1361 gik han i land på Gotland og angreb Visby. Gotlands bønder forsvarede byen, alt hvad de kunne, men led et svidende nederlag. Men det sluttede ikke her. Og det er grunden til, at svenskerne (den dag i dag) kalder ham Valdemar den Onde.

Han tvang byens borgere til at rive en del af den mægtige ringmur ned, der omgav hele Visby. Hullet skulle være så stort, at hans mænd kunne gå igennem 12 mand skulder ved skulder. På torvet stillede han tre store tønder, som skulle fyldes med guld og sølv. Det var prisen for, at han ikke ville slå samtlige byens borger ihjel og brænde byen ned. Det fortæller i hvert fald et af de mange sagn, der fortælles om Valdemar Atterdag.

Ved den manøvre gjorde Valdemar Atterdag sig for alvor upopulær. Svenskerne var vrede. Også fordi han erobrede Skåne og Øland.

Men værst var hansestædernes vrede. Der var to krige med hansestæderne. Første krig vinder Valdemar Atterdag, hvor han tager mange krigsfanger og forlanger løsepenge og en stor krigserstatning. For de penge bygger han formentligt Vordingborg.

Det syntes de 77 hansestæder ikke om, så de slår sig sammen og erklærer Valdemar krig. Men Valdemar var en stolt mand. Da han modtog 77 krigserklæringer på én gang, siger han:

77 høns, 77 gæs, bider gæssene mig ikke, vil jeg skide på hønsene.

Herefter satte han guldgåsen på tårnet i Vordingborg for at håne hansestæderne. Men gæssene bed. Så hårdt, at Valdemar måtte flygte til Tyskland og først kom tilbage, da der var indgået en fredsaftale, der sikrede hansestæderne endnu mere magt, end de havde haft før. Den anden krig taber han altså reelt, men klarer sig nådigt ud af problemerne.

Valdemars endeligt

I sin regeringstid formåede Valdemar at samle riget igen, og Danmark er igen en magtfaktor i Europa. Men hans kone Helvig havde forladt ham og var taget i kloster. 

Han boede i sine sidste dage på forskellige borge rundt om i landet. Mens han residerede på sit lille lystslot Gurre i Nordsjælland i 1375, døde han.

Han blev 55 år gammel. Efter sin død lod han sig efter eget ønske gravlægge i Vordingborg.

Hans datter, dronning Margrete I, lod ham to år efter i 1377 grave op og genbegrave i en smuk sarkofag i Sorø Klosterkirke.

Da Valdemar døde, var hans sønner også døde. Så det var børnebørnene, der skulle vælges imellem. Det var her, det lykkedes hans datter Margrete at spille sin søn ind, selvom det egentlig var aftalt, at det var hendes søsters søn, der skulle være konge. Han var en af hertugerne i Mecklenburg, men Hansestæderne støttede tilsyneladende i realiteten Margrete, så ikke hertugerne fik for megen magt omkring Østersøen. Det med kronarvingen blev siden også Margretes problem, da hendes søn jo også døde, og hun i stedet måtte importere sin søsters barnebarn fra Tyskland. Han hed Erik af Pommern.

Herunder kan I se et udvalg af Valdemar Atterdags segl.

Middelalderens samfund

Se filmen, der fortæller om, hvordan middelalderens samfund var opbygget.