Absalon og Saxo

Man kan ikke fortælle Valdemar den Stores historie uden også at nævne hans nærmeste ven og allierede, Absalon. De to var næsten lige gamle, og Valdemar havde tilbragt en del af sin barndom i Absalons hjem.

Som voksen støttede de hinanden under borgerkrigen. Deres samarbejde fortsatte senere under krigene mod venderne, hvor de sammen stod i spidsen for den danske hær.

Absalon og hans slægtninge hjalp Valdemar til kongemagten. Med hjælp fra kongen nåede Absalon selv at blive ærkebiskop. Det var det højeste embede, man kunne nå i Danmark, hvis man ikke var født ind i kongeslægten.

Som ærkebiskop havde Absalon en talentfuld yngre medarbejder, der hed Saxo eller Saxo Grammaticus. Absalon havde selv et stort ønske om at få skrevet sit lands historie, og han pålagde Saxo at gøre arbejdet.

Det tog Saxo mindst 20 år at skrive sin danmarkshistorie. Men så blev den også det største værk, der blev lavet i hele den danske middelalder. Både ved sit omfang og ved sin betydning. Han kaldte det "Gesta Danorum". Det er latin og betyder "Danernes bedrifter".

Saxo syntes, at Absalon var en stor helt og en gave til det danske folk. Han syntes også, at Valdemar var en næsten lige så stor helt.

De to kunne efter Saxos opfattelse ikke gøre noget galt. Og havde de fjender, så var der tale om skurke. Saxo skriver om deres sejre og deres ubrydelige sammenhold, men også om de uenigheder, de havde undervejs.

Og han fortæller, hvordan Absalon, syg af sorg, græd som en pisket, da han i 1182 måtte lægge sin ven Valdemar i graven.