Gådens afslutning

Valdemar døde 5. maj. Han blev ført til Ringsted og begravet der, og hans død var en stor sorg for det menige folk i hele Danmark. Han havde da været enekonge i Danmark i 26 år og havde udkæmpet 28 slag i hedenske lande, og han vedblev, så længe han levede, at føre krig mod hedningene, idet han ville befæste Gud og kristendommen.

Derefter herskede Valdemar alene, grusom og tapper, men god til at udbrede den kristne tro. Han tvang rygboernes rige og konge til at lade sig kristne og lagde dem under sig.

Således vandt da Valdemar, den hæderværdige sejrherre, kongedømmet, som han styrede i 27 år. Han sikrede fuldstændig sit riges grænser med så stor tapperhed, at mens de vilde vendere før, mens der havde været splid mellem danskerne, havde hærget og plyndret alle kystområder og øer, skaffede han fred til alle veje på havene. Og han lagde venderne ind under sit styre, idet han tvang dem til at betale skat.

Selvom han udførte mange mindeværdige bedrifter, fortjener især tre at huskes. For det første tvang han med våbenmagt rygboerne til at lade sig døbe. For det andet var han den første, der opførte et vagttårn af brændte sten. Det var på Sprogø. Endelig udbedrede han Dannevirke med en teglstensmur, men døde før arbejdet var færdigt.

Han var en mand, hvis livsførelse på alle måder fortjente ros. Han var velskabt og smuk, vittig, taktfuld, klog, overmåde skarpsynet i forhandling, kraftfuld i handling, glimrende som kriger, fin i sit væsen, sejrrig, afholdt af alle, altid til overflod fulgt af lykke. Kun var han over for sine egne noget mere grusom end rimeligt var.