Valgkongedømmet

Danmark var gennem hele middelalderen et valgkongedømme. Det betyder, at kongetitlen ikke gik i arv, som den gør i vore dage. Han skulle vælges. Måden, man valgte kongen på, ændrede sig gennem tiderne, og i perioder var valghandlingen nærmest bare et show.

Fra gammel tid skulle kongen vælges på et landsmøde i hver af de fire større landsdele. Dem kaldte man landsting. Jylland holdt sit landsting i Viborg, Sønderjylland i Urnehoved, Skåne i Lund, og Sjælland holdt sit i Ringsted. Men ofte havde et fælles hærmøde eller lignende i virkeligheden foretaget valget, inden landstingene samledes.

Der var ikke rigtig nogen regler for, hvordan valget skulle foregå. Der var egentlig heller ingen regler for, hvem der kunne være med til at vælge, eller hvem der kunne vælges til konge. Der var tradition for, at man frem til 1170 altid valgte en mand af kongeslægten, og at det altid var en våbenfør mand, eller med andre ord: en fuldvoksen mand. Men der var vide rammer for, hvem man regnede til kongeslægten. En kandidat til tronen behøvede ikke nødvendigvis at være efterkommer eller nær slægtning til den afdøde konge. Kravet var blot, at han var efterkommer af en eller anden tidligere konge. Det var ikke nogen forhindring, at han nedstammede fra en kvindelinje, eller om han selv var af uægte fødsel, som man kaldte det, når man var født uden for ægteskab.

Til valgkongedømmet hørte også, at man havde ret til at vælge om. Det var næppe en alment accepteret ret, men den blev undtagelsesvis håndhævet af landstingene. Et landsting kunne kun foretage nyvalg, hvis de anså den siddende konge for at være uhørt uretfærdig og tyrannisk.

Som regel var valget enstemmigt mellem de fire landsting. Men det skete, at tingene ikke var enige. Og så var konsekvensen enten en deling af landet eller borgerkrig. Et eksempel: I 1131 lod Erik Emune sig udråbe til modkonge på Sjælland og i Skåne som konsekvens af, at kong Niels blev anklaget for at være medskyldig i drabet på Knud Lavard året før. Og i 1146 valgte jyderne Knud Magnussen til konge, mens sjællænderne valgte Svend Grathe. Konsekvensen var en borgerkrig mellem de to parter.

Valdemar den Store gennemførte imidlertid et statskup, hvor arvekongedømmet blev indført i praksis, mens landet på papiret stadig var et valgkongedømme. Valdemar fik i 1165 sin mindreårige søn, Knud, anerkendt eller valgt som medkonge på et møde med hæren efter et krigstogt. I 1170 gennemførtes så den første kroning af en dansk konge, hvor den unge Knud fik kirkens velsignelse oven i hærens. Saxos beskrivelser viser dog, at kuppet endnu kun var delvis gennemført: Ved Valdemars død måtte Knud lade sig (gen)vælge på landstingene, og hans rådgivere frygtede, at han ikke ville blive valgt.

Efter Knuds tronbestigelse var kongevalg frem til 1250 kun en formalitet, hvis der da overhovedet fandt et sted.