Lærervejledning og kolofon

Hvis I arbejder med iPads eller Apple pc'er, kan I downloade materialet som iBook her: Handel og håndværk.ibooks

 

Vikinger - handel og håndværk

Vikingetiden er en af de mest kendte perioder i danmarkshistorien - både i Danmark og i udlandet. Vikingerne er kendt for at være farlige og frygtede krigere, der angreb og hærgede rundt om i Europa. Men vikingerne var også meget andet end krigere. De var dygtige handelsmænd, som sejlede ud i verden i deres skibe og bragte eksotiske varer hjem til Skandinavien. De var også håndværkere, som fremstillede kunstfærdige mønstre og smukke motiver til de ting, de lavede. Det er disse vikinger, som vi skal lære bedre at kende i dette materiale.

Byer var en helt ny ting i Skandinavien i vikingetiden. Sådan nogle havde man aldrig haft før. Men i vikingetiden begyndte der at være steder, hvor husene lå tættere sammen, end de havde gjort før, og hvor der var så mange huse på samme sted, at det blev til en by.

Den ældste danske by i vikingetiden var Hedeby. Det blev også til den største by. Folk fra hele vikingernes verden kom til Hedeby for at købe og sælge varer. Og vikingerne kunne komme til Hedeby for at købe varer, de ikke kunne få andre steder.

Gåden

Men hvorfor blev Hedeby til sådan en vigtig handelsby? Hvad gjorde Hedeby til et godt sted at handle?

I skal nu læse og arbejde med opgaver om vikingerne for at lære om vikingernes verden. Til slut vender vi tilbage til gåden, og så skal I bruge alt det, I har lært, til at prøve at give et svar på gåden.

Målgruppe

Forløbet henvender sig til folkeskolens mellemtrin og overbygning, men kan anvendes af alle, der har lyst og interesse.

Omfang

Forløbet anslås at vare 2-4 timer alt efter hvilke dele, der (fra)vælges, og hvordan arbejdet tilrettelægges (se under 'Tilrettelæggelse').

Indhold

Kort gennemgang af forløbet:

  • Eleverne præsenteres for 'gåden' (= den historiske problemstilling), de skal arbejde med.
  • Introduktion til vikingetiden, handelen, håndværket, byen Hedeby og samfundet.
  • Eleverne følger Ottar på hans besøg i Hedeby og lærer elementer af vikingernes handel at kende: Hvem man handlede med, hvad man handlede med og hvordan man handlede.
  • Afslutning, hvor eleverne anvender deres viden og erfaringer til at komme med egne bud.

Materialer

Følgende materialer anvendes:

  • Baggrundstekster
  • Uddrag af orginalkilder, oversat til dansk
  • Lydfiler fra udstillingen på Danmarks Borgcenter
  • Videofiler fra udstillingen på Wikingermuseum Haithabu
  • Billeder (også som kildemateriale) og illustrationer
  • Multiple choice-opgaver
  • Interaktivt kort
  • Spil

Bemærkninger

Eleverne skal have mulighed for at downloade og afvikle pdf- og PowerPoint-filer.

Forløbet er oprindeligt udarbejdet i forbindelse med særudstillingen 'Vikingernes Metropol' på Danmarks Borgcenter. Det er ikke en forudsætning at have besøgt denne.

Faglige mål

Forløbet er tilrettelagt med udgangspunkt i folkeskolens forenklede Fælles Mål. Det er lærerens valg af vinkel og eventuelle placering af forløbet i årets øvrige arbejde, der er afgørende for, hvilke faglige og læringsmål der vælges og/eller skal formuleres.

Vi har i tilrettelæggelsen lagt vægt på kompetenceområdet 'Kronologi og sammenhæng' med færdigheds- og vidensmål om 'Det lokale, regionale og globale'.

Tilrettelæggelse

Forløbet er tilrettelagt som en 'gåde' (= historisk problemstilling). Eleverne får indledningsvis baggrundsviden om tiden og handelen. Denne viden er vigtig for at kunne komme med en kvalificeret løsning på 'gåden'.

På den måde lægger forløbet sig op ad det problemløsende aspekt i historieundervisningen. 'Gåden' er problemet, og eleven sætter sin viden og sine kilder ind i arbejdet med løsningen.

Forløbet bør tilrettelægges som gruppearbejde (vores anbefaling), men kan også gennemføres som individuelt eller klassearbejde.

Vi anbefaler gruppearbejde, da der herved vil være mulighed for de diskussioner/drøftelser og den videns-, erfarings- og holdningsdeling, som opgaverne lægger op til. Endvidere kan visse praktiske og/eller kreative opgaver være formuleret således, at gruppearbejde er påkrævet.

Til gruppedrøftelsen i kapitlet 'At komme til Hedeby' skal eleverne bruge et kort over Danmark. Læreren bør sikre, at eleverne har adgang til et sådant - enten i elektronisk form eller som hardcopy.

Undervejs i forløbet er indlagt multiple choice-opgaver og -quizzer.

Disse er alle pdf-filer, som eleverne downloader og kan svare direkte i. De kan naturligvis også printes ud og eventuelt samles i et kompendium. Nedenstående en oversigt samt facit.

Evaluering

Forløbet er som sådan selvevaluerende, da elevernes samtaler og diskussioner samt deres bud på de kreative opgaveløsninger og 'gåden' viser deres refleksioner. Dette arbejde kan eventuelt følges op med individuel eller gruppesamtale om læringen i forløbet.

Derudover kan en test i eller quiz om de historiske fakta eller andre elementer fra forløbet gennemføres. Der findes på internettet et utal af værktøjer til at udvikle disse.

 

Kolofon

Vikinger - handel og håndværk

Et forløb udarbejdet i forbindelse med særudstillingen 'Vikingernes Metropol' på Danmarks Borgcenter, april-oktober 2017

af Maja Rechendorff Møller og Steen Djurhuus

Museum Sydøstdanmark, 2020

Der gives hermed rettighed til at udvælge passager og viderebearbejde materialet til eget brug og til at copy/paste passager ind i eget materiale.