Det var smart for en konge

Det kan også være, at Harald Blåtand valgte at skifte til kristendommen, fordi han var konge. Og kristendommen kunne være meget praktisk for en konge.

 

I kristendommen var det vigtigt, at præsterne kunne læse og skrive. Kristendommen var baseret på bogen Biblen, hvorimod den nordiske mytologi blev fortalt mundtligt. Derfor var de kristne mere optagede af at kunne læse og skrive end de asatroende. Og Harald begyndte at have brug for folk, der kunne læse og skrive.

Han var konge over et stort område. Ifølge Jellingstenen, havde han samlet hele Danmark og Norge. Men Harald kunne ikke være over det hele, hele tiden. Derfor havde han brug for at kunne sende besked frem og tilbage mellem forskellige dele af sit rige. På den måde kunne han få at vide, hvordan det gik, der hvor han ikke var. Og han kunne give besked om, hvad de andre skulle gøre. Derfor var det smart, hvis der var kristne præster rundt omkring i Haralds rige.

 

Præsterne kunne også læse beskeder fra andre præster i andre lande. Så kunne Harald få besked om, hvordan det gik i hele Europa. Det var smart for en konge.

 

En af de ting, der var smart ved at have folk, der kunne skrive, var, at man kunne læse sig til informationer i stedet for at huske det hele i hovedet.

 

Øvelse

Hvordan husker du bedst?

  1. Find på tyve ord, som du skriver ned på et stykke papir.
  2. Find derefter sammen med en makker.
  3. Læs jeres lister med ord op for hinanden.
  4. Gentag så mange ord, som du kan huske fra din makkers liste. De behøver ikke at være nævnt i rækkefølge. Din makker noterer hver gang, du husker et af ordene rigtigt. Til sidst tæller I sammen, hvor mange ord du huskede rigtigt. Bagefter prøver din makker at huske dine ord.
  5. Find en ny makker.
  6. Læs jeres liste med ord op for hinanden, mens den anden samtidig prøver at skrive så mange af ordene ned som muligt.
  7. Tjek hvor mange ord I havde rigtigt.
  8. Hvornår havde du flest ord rigtige? Når du bare skulle koncentrere dig om at huske, eller når du skrev ordene ned? Hvad er du bedst til?