FAQ om Borgring Oplevelsescenter

Hvem er holdet bag Vikingeborgen Borgring?

Opførelsen af Vikingeborgen Borgring drives af Museum Sydøstdanmarks afdeling for udstillinger og formidling, som har solide, relevante erfaringer. Blandt andet med skabelsen af Danmarks Borgcenter og Holmegaard Værk samt en lang række anmelderroste udstillinger på både disse og museets øvrige besøgssteder. Afdelingen har desuden stået for udvikling og produktion af flere interaktive tiltag, senest Holmegaard Outdoor, etableringen af vandreruten Camønoen, udvikling og produktion af podcasts og andre medieprodukter til alle museets museer samt etablering og drift af tekniske løsninger.

Udstillingerne produceres sammen med eksterne leverandører med speciale inden for VR, podcast, video og modelopbygning.

I dette projekt bruges kun enkel, solid og konsolideret teknologi. Apps og podcasts produceres af en redaktør i samarbejde med eksterne apps- og podcast-producenter. Denne arbejdsform har museet gennem sit arbejde med udstillingerne i Holmegaard Værk fundet ud af er den mest effektive og den billigste.

Direktør: Keld Møller Hansen
Jens Ulriksen: Ph.d, forskningsleder & faglig ansvarlig
Ruben Venø: Byggeleder
Kristoffer Rosner Rydahl: Kommunikation, markedsføring & events
Jens-Ole Platz: Udstillingsarkitekt
Rune Sandfeld: Art Director
Lene Steinbeck: Redaktør
Carl-Henrik Hansen: AV og teknik

Hvad planlægges der af udstillinger / formidling?

På Danmarks nye museum, Vikingeborgen Borgring, fortæller vi historien om Harald Blåtands ringborge. Med udgangspunkt i Borgring vil vi tage vores gæster med tilbage til en tid, hvor én tro erstattede en anden. Hvor mindst et halvt årtusinde med dyrkelsen af de nordiske guder blev erstattet med den nye gud fra syd: Kristus.

Hvorfor traf Harald Blåtand valget om at blive døbt? Hvilke overvejelser kan han have gjort sig? Hvad betød det for kongemagten, for landet og for folket, at kongen fraskrev sig de nordiske guder? Og hvilken rolle spillede ringborgene i den forbindelse?

Med overdimensionerede portrætteringer af guder, mennesker og genstande, med samtaler og diskussioner om det skelsættende skifte og med en vaskeægte vikingeborg, som Nordens mest markante vikingekonge har bygget, inviteres de besøgende med tilbage til vikingetiden. Til en tid som forandrede Danmark til det land vi kender i dag.

På Vikingeborgen Borgring vil vi med saglighed og grundighed, men også med nysgerrighed udfordre besøgende, både til at diskutere historien og til at reflektere over den tid og den verden, vi lever i.

Hvorfor kalder I jer Vikingeborgen Borgring?
Lige siden borgen blev fundet i 2014 har der været enorm international bevågenhed omkring projektet. Vikinger er et populært emne i store dele af verden og derfor forventer vi også en del udenlandske besøgende til Borgring. For at lette kommunikationen bruger vi navnet Vikingeborgen, fordi Borgring eller ringborg, ikke umiddelbart er til at forstå for udenlandske ører. 

Hvad er tidsplanen frem til 2025?
I 2022 gennemførtes en arkitektkonkurrence. Endelig projektering inkl. udarbejdelse af lokalplan sker i 2023 og anlægsarbejderne bliver igangsat med første spadestik den 30. september. I 2023 udarbejdes det endelige udstillingskoncept og udstillingerne produceres i 2024. Udstillingsbygningen står færdig marts 2025. I 2025 installeres udstillingerne og den øvrig formidling. Forventet åbning er juli 2025.

Inviterer museet til borgermøder i løbet af projektperioden?
Ja. Museet vil løbende invitere til åbne borgermøder, hvor der er mulighed for at høre mere om forskning, udstillingskoncepter, formidling og selve det kommende byggeri. Disse møder bliver annonceret på museets hjemmeside, i museets nyhedsbrev, i dagspressen og på de sociale medier.

Hvad gør man, hvis man har en ide til det kommende besøgscenter?
Museet er altid interesseret i at høre nye og anderledes formidlings- og udstillingsideer. Hvis man har sådan, kan man henvende sig til museumsdirektør Keld Møller Hansen på kmh@museerne.dk.

Hvor kommer pengene fra?
Vikingeborgen Borgring er budgetteret til 60 mio. kr. og støttes af:

A.P. Møller Fonden: 15 mio. kr.
Køge Kommune: 15 mio. kr.
Knud Højgaards Fond: 3 mio. kr.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond: 200.000 kr.
Museum Sydøstdanmark: 4 mio. kr.
Køge Kommune har stillet en kommunegaranti på 23 mio. kr.

Hvem kan jeg kontakte, hvis jeg har spørgsmål til projektet?

Presse og kommunikation:
Kristoffer Rosner Jensen
Kommunikations- og marketingchef
E-mail: krj@museerne.dk
Tlf.: +4560821672

Projektansvarlig:
Keld Møller Hansen
Administrerende direktør
E-mail: kmh@museerne.dk
Tlf.: +4523714108

Forskning og faglighed:
Jens Ulriksen
Forskningsleder. Mag.art., Ph.d. forhistorisk arkæologi
E-mail: ju@museerne.dk
Tlf.: +4531103544