Borgring
På Borgring og i borgens opland blev der 2016 – 2018 med støtte på i alt 24 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden og Køge Kommune gennemført de mest gennemgribende udgravninger af en vikingeborg nogensinde.
Udgravningernes resultater er i dag i høj grad med til at underbygge den ansøgning, som Kulturministeren sendte af sted til UNESCO i januar 2021 og fik vikingeborgene optaget på UNESCO’s verdensarvsliste i 2023.
Vikingeborgen Borgring
På Danmarks nye museum, Vikingeborgen Borgring, fortæller vi historien om Harald Blåtands ringborge. Med udgangspunkt i Borgring vil vi tage vores gæster med tilbage til en tid, hvor én tro erstattede en anden. Hvor mindst et halvt årtusinde med dyrkelsen af de nordiske guder blev erstattet med den nye gud fra syd: Kristus.
Hvorfor traf Harald Blåtand valget om at blive døbt? Hvilke overvejelser kan han have gjort sig? Hvad betød det for kongemagten, for landet og for folket, at kongen fraskrev sig de nordiske guder? Og hvilken rolle spillede ringborgene i den forbindelse?
På Vikingeborgen Borgring vil vi med saglighed og grundighed, men også med nysgerrighed, udfordre besøgende, både til at diskutere historien og til at reflektere over den tid og den verden, vi lever i.
Med overdimensionerede portrætteringer af Harald Blåtand, de nordiske guder og genstande, med samtaler og diskussioner om det skelsættende skifte og med en vaskeægte vikingeborg, som Nordens mest markante vikingekonge har bygget, inviteres de besøgende med tilbage til vikingetiden. Til en tid som forandrede Danmark til det land vi kender i dag.
Det 1.800 kvadratmeter store oplevelses- og forskningscenter er udformet sammen med LOOP Architects, mens udstillingerne udvikles af museets udstillingsafdeling.
Oplevelsescentret åbner den 1.7.2025.
Økonomi
Borgring oplevelsescenter er budgetteret til 52.6 mio. kr. og støttes af:
AP Møller Fonden, Køge Kommune, Knud Højgaards Fond, Brand af 1848 Fond, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond.