UNESCO verdensarv 2023
De fem danske ringborge - Borgring, Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg - er 17. september 2023 blevet optaget på UNESCO's Verdenskulturarvsliste. Optagelsen skete ved den årlige Verdenskomitékongres, der i 2023 blev afholdt i den Saudi Arabiske hovedstad, Riyadh.
Baggrunden for optagelsen er, at de tilsammen repræsenterer en unik periode i verdenshistorien, hvor Skandinavien gik fra at være hedensk til at være en integreret del af Europas kristne kultur. Her er ringborgene den fysiske manifestation af periodens turbulens og et ingeniørmæssigt unikum, der markerer Danmark som et nyt samlet kongedømme.
Alle fem borge blev opført i perioden 970-980 e.Kr. i Kong Harald Blåtands regeringstid. Harald Blåtand samlede riget og gjorde danerne kristne, men ikke uden sværdslag. For at sikre sin position byggede han militære baser, der kunne manifestere hans magt både i ind- og udland. Ringborgene er dermed en del af fortællingen om Harald Blåtands ambitioner om at samle riget og opruste mod presset fra det tysk-romerske rige.
Baggrund for indstilling til UNESCO Verdenskulturarv
De fem danske vikingeborge Borgring, Aggersborg, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg blev med deres historie og stringente symmetriske og geometriske konstruktion indstillet som UNESCO-verdenskulturarv i en såkaldt serienominering i 2021.
Oprindeligt skulle afgørelsen om optagelse være faldet i 2022 ved den årlige Verdenskomitékongres i Kazan, Rusland. Afgørelsen her blev dog udskudt som følge af krige i Ukraine.
Om Borgring
I september 2014 offentliggjorde arkæologer fra Museum Sydøstdanmark og Aarhus Universitet fundet af en borg fra vikingetiden ved Lellinge vest for Køge. Vikingeborgen Borgring er den femte ringborg af typen trelleborg i Danmark.
På Borgring og i borgens opland blev der 2016 – 2018 med støtte fra A.P. Møller Fonden og Køge Kommune gennemført de mest gennemgribende udgravninger af en vikingeborg nogensinde. Undersøgelserne har medført en række nye erkendelser om arkitektur, funktion, datering, historiske sammenhænge, borgens omgivelser, transportforhold og samtidige bebyggelser lokalt og regionalt.
Udgravningerne blev fulgt med stor interesse fra publikum fra en midlertidig udsigtsplatform og udstilling. Udgravningernes resultater er i dag med til at underbygge en ansøgning om vikingeborgenes optagelse på UNESCO’s verdensarvsliste.